MedWatch

MSD-chef advarer: Urealistisk hype om coronavaccine skader tilliden til vacciner

Verden sukker efter en vaccine, der kan gøre en ende på coronaviruspandemien, men så simpel er løsningen ikke, og urealistiske forhåbninger har alvorlige konsekvenser, siger Andreas Daugaard Jørgensen, adm. direktør for MSD i Danmark.

Andreas Daugaard Jørgensen, adm. direktør for den danske afdeling af det amerikanske medicinalselskab MSD. | Foto: MSD / PR

Aldrig før har verden været på optaget af at frembringe en vaccine, som det er tilfældet nu under coronaviruspandemien.

Men det er urealistisk at tro, at vi kan lægge coronaviruspandemien bag os, så snart der kommer en vaccine, og derfor kan hypen få en alvorlig skyggeside.

Sådan lyder bekymringen fra Andreas Daugaard Jørgensen, adm. direktør for medicinalselskabet MSD i Danmark, som har beskæftiget sig med vacciner over det seneste årti, og som nu kommer med et opråb.

"Hypen etablerer vacciner som en endegyldig, nærmest guddommelig løsning på den udfordring, vi står over for. Jeg frygter, at mange bliver forledt til at tro, at vi med den første vaccine på ingen tid eliminerer covid-19 som en global sundhedstrussel," siger Andreas Daugaard Jørgensen til MedWatch.

"Så simpelt er det desværre ikke," siger han videre.

Han peger på, at der fortsat er mange ubekendte forbundet med selv de mest lovende vaccinekandidater. Det gælder både midlernes effekt samt udfordringen i at masseproducere dem til verdens 7,7 milliarder mennesker.

"Hvor sikker er vaccinen? Hvor effektiv er den? Kan man overhovedet følge med den efterspørgsel, der vil komme? Man kan ikke producere en vaccine til hele verden på kort tid," siger Andreas Daugaard Jørgensen.

Hypen etablerer vacciner som en endegyldig, nærmest guddommelig løsning på den udfordring, vi står over for.

Andreas Daugaard Jørgensen, adm. direktør for MSD i Danmark

Andreas Daugaard Jørgensen frygter, at urealistiske forventninger til en coronavirusvaccine i sidste ende kan svække verdensbefolknings tillid til vacciner generelt.

"Når man har noget, som er så sensationspræget og hypet, så risikerer vi en falsk optimisme, som potentielt kan føre til skuffelse, som vil føre til en skepsis omkring vacciner," siger Andreas Daugaard Jørgensen.

Man må ikke springe led over

Andreas Daugaard Jørgensens bekymringer blusser eksempelvis op, når Rusland erklærer, at de har godkendt en vaccine, som ikke har været afprøvet i et fase 3-studie.

"I klinisk forskning er der meget strenge procedurer og høje standarder for at være sikre på, at der ikke bliver bragt noget til markedet, som er ineffektivt eller i værste fald skadeligt for patienterne. Det ville være katastrofalt. Når du har en vaccine, som skal bruges på millioner eller milliarder af mennesker, så er det enormt vigtigt, at man ikke springer led over," siger Andreas Daugaard Jørgensen.

Ikke desto mindre gik der politik i den, da Vladimir Putin selv erklærede til verdenspressen, at vaccinen var så effektiv og sikker, at hans egen datter havde fået den. En af de højtstående folk bag vaccinen kaldte godkendelsen et "Sputnik-øjeblik" med reference til den første satellit i rummet, der blev opsendt af Sovjetunionen under den kolde krig.

"Vi har jo ikke set de russiske data. Det kan godt se ud som om, at de har overhalet os indenom, men der må jeg igen sige, at det ikke nødvendigvis er en god idé at gøre det. Jeg skal ikke kunne sige, om de er gået på kompromis med sikkerheden," siger Andreas Daugaard Jørgensen om den sag.

Også klare positive sider

Når det er sagt, så er der også masser af positive sider ved vaccinekapløbet, mener Andreas Daugaard Jørgensen.

"Jeg har aldrig oplevet en proces på en lignende skala. Aldrig. Både hvad angår økonomi og opmærksomhed," siger han.

Den tydeligste positive effekt er, at der aldrig før har været udviklet en vaccine så hurtigt, som det ser ud til, at den første vaccine mod coronavirussen bliver.

"Man kan godt drage en parallel til udviklingen af en vaccine mod ebola. Den blev godkendt i november 2019. Der gik fra start til slut – fra man påbegyndte vaccinen til den blev anvendt – mere end fem år. Og det var hurtigt," siger Andreas Daugaard Jørgensen.

Vi risikerer en falsk optimisme, som potentielt kan føre til skuffelse, som vil føre til en skepsis omkring vacciner.

Andreas Daugaard Jørgensen, adm. direktør for MSD i Danmark

At vaccinen mod coronavirus kan blive udviklet så hurtigt, skyldes primært, at vaccinearbejdet er øverst på agendaen hos alle involverede parter, mener Andreas Daugaard Jørgensen.

"Der bliver kastet mange penge i det, og det er en prioritering, man laver både i firmaer, hos myndigheder og hos andre aktører. Man tilsidesætter eventuelle forskelligheder til fordel for samarbejde. Det er godt at se," siger Andreas Daugaard Jørgensen.

Og selvom Andreas Daugaard Jørgensen altså maner til besindighed i forhold til hypen omkring vaccineudviklingen, så glæder hun sig også til den dag, en vaccine kommer på markedet.

"Selvfølgelig bliver det en festdag, den dag vi har en effektiv vaccine, som er testet efter alle forskrifterne," siger han.

Behov for flere vacciner

MSD udvikler selv to vacciner og et lægemiddel mod coronavirussen, men er ikke med blandt de frontløbere, der står til at få godkendt en vaccine først.

MSD planlægger således at påbegynde fase 1-studier i dette kvartal, mens andre aktører som Moderna, Cansino Biologics og partnerskaberne Pfizer/Biontech og Astrazeneca/University of Oxford afprøver deres vaccinekandidater i afgørende studier.

Flere af de selskaber har planer om at sende deres vacciner til godkendelse i efteråret.

Alligevel tror Andreas Daugaard Jørgensen ikke, at MSD er kommet for sent til toget.

"Hverken jeg eller mit firma tror, at der vil være behov for kun én vaccine. Der vil være behov for flere vacciner," siger han.

Russisk coronavaccine møder kritik for at springe fase 3 over: "Uetisk"

Pfizer og Biontechs coronavaccine viser gode resultater – skal snart til godkendelse

Kinesisk biotekfirma bag coronavaccine går på børsen og starter fase 3 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier