Regeneron sender antistofbehandling mod covid-19 til godkendelse hos FDA

Amerikanske Regeneron bliver det andet selskab, der sender en antistofbehandling mod covid-19 til nødgodkendelse hos FDA, efter at Eli Lilly gjorde det samme onsdag. Donald Trump kalder behandlingen for en "kur" mod covid-19.
Foto: Brendan Mcdermid / Reuters / Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Mcdermid / Reuters / Ritzau Scanpix

Der er flere potente våben på vej til det arsenal, som læger kan benytte til at bekæmpe coronavirussygdommen covid-19.

Den amerikanske biotekkæmpe Regeneron har således sendt sin antistofbehandling REGN-COV2 til nødgodkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Regeneron er dermed blot det andet selskab, der har sendt en antistofbehandling mod covid-19 til godkendelse hos FDA, efter at Eli Lily onsdag gjorde det samme.

Begge selskaber har anmodet om en emergency use authorization hos FDA, som betyder, at selskaberne skal foretage yderligere kliniske studier, der bekræfter antistoffernes effekt, men at amerikanske hospitaler imens kan benytte antistofferne i nødtilfælde.

Det var netop Regenerons REGN-COV2, som den amerikanske præsident Donald Trump fik, da han testede positiv for coronavirus. Donald Trump har siden talt Regenerons behandling op i rosende vendinger, skriver branchemediet Fiercebiotech.

"Det var utroligt. Jeg fik det bedre med det samme. Det kalder jeg en kur," sagde Donald Trump i en tale foran Det Hvide Hus, hvor han også påstod, at REGN-COV2 ville være gratis tilgængelig for amerikanerne.

"Jeg vil have, at alle skal have den samme behandling som jeres præsident. Jeg gør den gratis. I kommer ikke til at betale for den," sagde Donald Trump.

Både Regenerons og Eli Lillys antistofbehandlinger har i kliniske studier vist sig at kunne reducere mængden af virus i kroppen, også kaldet viral load, kraftigt og statistisk signifikant.

Det har generelt været opfattelsen, at antistofbehandlinger vil være det mest effektive medicinske våben mod covid-19 udover en vaccine. Da Bill & Melinda Gates Foundation reserverede produktionskapacitet hos Fujifilm Diosynth Biotechnologies i Hillerød i april, var det netop med henblik på at masseproducere en fremtidig antistofbehandling. Torsdag kom det frem, at fabrikken i Hillerød skal producere Eli Lillys antistoffer.

Eli Lilly sender antistofbehandling mod covid-19 til godkendelse hos FDA

Trump har fået tre midler mod covid-19: Satser på eksperimentelle antistoffer

Frontløbere på vaccine og medicin mod covid-19 ramt af anklager om patentbrud  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også