Fujifilm i Hillerød skal producere Eli Lillys antistoffer mod covid-19

Næste år skal Fujifilm Diosynth Biotechnologies' fabrik i Hillerød producere en antistofbehandling mod covid-19 udviklet af Eli Lilly. Det sker gennem den aftale, Fujifilm tidligere på året indgik med Bill & Melinda Gates Foundation.
Fujifilm Diosynth Biotechnologies' fabrik i Hillerød beskæftiger i forvejen 800 ansatte, hvilket bliver til 1100, når udvidelsen står færdig i 2023. | Foto: Liselotte Plenov / Fotorummet / PR
Fujifilm Diosynth Biotechnologies' fabrik i Hillerød beskæftiger i forvejen 800 ansatte, hvilket bliver til 1100, når udvidelsen står færdig i 2023. | Foto: Liselotte Plenov / Fotorummet / PR

Da Bill & Melinda Gates Foundation tidligere på året reserverede produktionskapacitet hos Fujifilm Diosynth Biotechnologies' fabrik i Hillerød, var det med meldingen om, at fabrikken skulle producere en fremtidig antistofbehandling mod covid-19, som fonden senere ville udvælge.

Nu står det klart, at det bliver Eli Lillys antistofbehandling, som Fujifilm Diosynth Biotechnologies skal producere.

Det skriver Eli Lilly selv i en pressemeddelelse.

Eli Lilly fremviste så sent som i går, onsdag, positive fase 2-resultater med en kombination af to antistoffer ved navn bamlanivimab og etesevimab mod covid-19. I samme ombæring meldte selskabet, at det ville ansøge om en nødgodkendelse hos FDA.

Det er endnu uklart, om Fujifilm Diosynth Biotechnologies skal producere en eller begge antistoffer. Sikkert er det dog, at produktionen af antistofferne i Hillerød begynder i april 2021.

Aftalen er en del af Bill & Melinda Gates Foundations indsats for at sikre, at fattige lande også bliver prioriteret, når et lægemiddel mod covid-19 på et tidspunkt skal distribueres over hele verden. De antistoffer, der bliver produceret i Hillerød, skal således sendes til lav- og mellemindkomstlande. Også Wellcome Trust og Mastercard står bag indsatsen.

De selskaber, som har ret til royalties af Eli Lillys salg af antistofferne, har i forbindelse med indsatsen afstået deres ret til royalties. Der er tale om biotekfirmaerne Abcellera og Shanghai Junshi Biosciences.

Fabrikken i Hillerød har 800 ansatte og tilhørte Biogen indtil marts sidste år, hvor den blev solgt for 5,9 mia. kr. til Fujifilm-konglomeratet.

Fujifilms medicinfabrik i Hillerød skal lave covid-19-midler for Gates Foundation

Eli Lilly sender antistofbehandling mod covid-19 til godkendelse hos FDA

Chef på Hillerød-fabrik om Gates-kontrakt: "Det er jo det ultimative" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også