Undersøgelse: Life science-medarbejdere foretrækker danske virksomheder

Danske virksomheder giver de internationale selskaber baghjul i popularitet hos medarbejderne, og det er der en klar årsag til, mener kommunikationsrådgiver. MedWatch stiller i ny undersøgelse skarpt på life science-virksomhedernes omdømme, hvor Dako tager det største spring siden sidste år, mens Ferring falder mod bunden.
De fleste medarbejdere foretrækker at arbejde i en virksomheds hovedkvarter, men der er også fordele ved det modsatte. | Foto: PR / BASF
De fleste medarbejdere foretrækker at arbejde i en virksomheds hovedkvarter, men der er også fordele ved det modsatte. | Foto: PR / BASF

Normalt etablerer en virksomhed sit image over mange år, og det kan tage tid og hårdt arbejde at rykke sit omdømme mærkbart i den rigtige retning, men MedWatchs årlige undersøgelse af life science-selskabernes ry og rygte blandt både danskere generelt og medarbejdere i industrien viser, at meget kan ske i løbet af et enkelt år.

I undersøgelsen, som MedWatch har foretaget i samarbejde med analysebureauet Wilke af de 28 største og mest toneangivende life science-selskabers image herhjemme, har Novo Nordisk forsat det stærkeste og mest populære brand i branchen og har endda udbygget sit forspring det sidste år ned til Coloplast, Roche og Ambu, der sætter sig på de følgende topplaceringer.

Top 5: Selskaber med bedste image blandt ansatte i branchen

Dako er årets helt store højdespringer og overhaler både Ferring, Bavarian Nordic og fire andre selskaber i forhold til sidste års undersøgelse.

Dakos store forbedring i imagescoren skal dog ses i lyset af, at virksomheden flytter sig væk fra placeringen som bundskraber sidste år, og derfor har der været en del nemme point at hente.

"Ligesom for en elitesvømmer er det nemmest at hente forbedringer, når man ikke ligger i toppen, hvor den lavt hængende frugt er høstet, og det bliver sværere og sværere at hente nye sekunder og point," siger selvstændig kommunikationsrådgiver Sune Bang til MedWatch.

Han forklarer, at der ofte skal en særlig begivenhed til for at give et hurtigt hop inden for et enkelt år i en virksomheds omdømme.

"Det kan være en ny topchef, et væsentligt strategiskifte eller produktlancering, som ligger til grund for det," siger han.

Tegn på afsluttet nedtur

Helle Jørnung er direktør og medejer af Besttalent, der som rekrutteringsbureau har specialiseret sig i life science-industrien, og hun forklarer, at der i Dakos tilfælde nærmest var åbenlyst potentiale til image-forbedring på alle områder, og at forbedringen ikke skal findes i en enkeltstående begivenhed i den her situation.

Det skal årsagen til det tidligere blakkede ry som arbejdsplads derimod, da Helle Jørnung kæder det sammen med amerikanske Agilents overtagelse af den danske virksomhed for otte år siden, hvor Dakos afdelinger blev splittet op og slået sammen med andre i forbindelse med opkøbet, og de ansattes situation efter rekrutteringschefens opfattelse var kaotisk.

"De blev flyttet rundt, skulle sidde nye steder, og der var stor virak om, hvor medarbejderne hørte til henne, og samtidig oplevede mange, at deres chef blev fyret," siger hun.

Headhunteren ser derfor skiftet i Dakos image som et udtryk for, at virksomheden er tilbage på sporet efter en årelang turbulent periode, hvor arbejdspladsen nærmest skræmte medarbejderne bort.

"Der har været rigtig meget uro med Dako, siden Agilent købte virksomheden, og mange medarbejdere flygtede derudefra. Alt flød, og mange refererede til en fjern leder, man ikke kendte eller vidste, hvor sad henne i verden. Folk var ansat der i meget kort tid. Derfor tror jeg i virkeligheden, at Dakos spring på syv pladser i undersøgelsen er et tegn på, at virksomheden nu endelig har fundet et sted med mere ro på," vurderer Helle Jørnung.

"Det afspejler, at tingene er ved at falde på plads, og at Dako har fundet sine ben igen, så de ansatte ved, hvem de skal referere til, hvad procedurerne er, og hvilke produkter man har," uddyber hun.

Svære point i toppen

En række andre farmaselskaber har også opnået en betragtelig forbedring i imagescoren. Det gælder blandt andet Astrazeneca, Novo Nordisk, ALK og Zealand Pharma.

12 af medicinalvirksomhederne har forbedret deres imagescore fra 2019 til 2020, mens otte har fået en lavere score end i sidste år.

Selskaberne rangeret efter ændring i imagescore fra 2019 til 2020

De syv medicoselskaber i undersøgelsen har generelt et bedre image end de 21 farmavirksomheder.

Ferring kæmper med urimeligt rygte

Sammenlignet med 2019 står Ferring for den største tilbagegang, og det overrasker Helle Jørnung, der generelt oplever en stor arbejdsglæde og positiv feedback fra de medarbejdere, hun sender i den retning.

Rekrutteringschefen har det seneste stykke tid set en strøm af folk fra Novo Nordisk til netop Ferring.

"Og de har anbefalet det til tidligere kollegaer og på den måde forstærket tilstrømningen af Novo-ansatte til Ferring. Når vi taler med folk, er de meget glade for at komme til Ferring, men virksomheden har haft et dårligt ry på den måde, at mange troede, at selskabet ikke havde styr på tingene. Men det har været en holdning i branchen mere, end det har været en viden," fortæller Helle Jørnung.

Hun kæder faldet i Ferrings image det seneste år sammen med en del uro omkring virksomhedens nye hovedkvarter, som er ved at blive bygget tæt på lufthavnen, men som virksomheden ikke er flyttet ud til endnu.

"Det skulle ske i løbet af i år og giver medarbejderne usikkerhed om en række praktiske detaljer. Opbrud giver altid uro," siger Helle Jørnung, der også mener, at mange i branchen ikke er tiltrukket af et job i virksomheden af den simple årsag, at den ligger på Amager.

"Du skal gennem en morgentrafik fra helvede for at komme ud til Ferring, og det betyder meget for danskerne, som typisk ikke er villige til at køre langt efter arbejde," forklarer hun.

Da Ferring i slutningen af 2017 tog hul på opførslen af sit nye hovedsæde, var det med et prisskilt på 1,1 mia. kr. et af de dyreste byggeprojekter i Danmark, som undervejs har fået en sag på halsen om systematisk løndumping.

Internationale selskaber får baghjul

En anden tendens i undersøgelsen, er, at ud af de 11 selskaber med det bedste image som arbejdspladser er de 10 danskejede og danskbaserede virksomheder.

Blandt de internationale life science-selskaber er det alene Roche, der blander sig i toppen.

Kommunikationsrådgiver Sune Bang mener, at ansatte i mange store industrier ofte laver en opdeling mellem den danske del af industrien og så resten af verden.

"Der har man typisk en ’os og dem’-opfattelse, hvor man ser den danske del af branchen som hævet lidt over resten, hvor man ikke vil smøres ind i den dårlige omtale, som industrien kan have internationalt," fortæller kommunikationsrådgiveren, som sammenligner forholdene med bankverdenen.

"Her vil man måske gerne have et job i Goldmann Sachs, men man ved også, at der følger en masse holdninger fra venner og familie med til sådan et jobskifte. Der kan de udenlandske multinationale selskaber nærmest få rollen som den store stygge ulv, der banker på hos den mere rene danske del af branchen," siger han.

Ifølge Helle Jørnung skyldes det også, at det store internationale koncerners afdelinger i Danmark hovedsagligt er fokuseret på salg, og at det for mange er mere attraktivt at arbejde i en virksomheds hovedkvarter.

"Det har alle de spændende funktioner med forskning og udvikling, der bliver beslutningerne taget, og der har man fingeren på pulsen og er med i det seneste nye," siger hun og forklarer, at der til gengæld især for erfarne medarbejdere kan være fordele ved ikke at sidde i meget faste og låste roller i et hovedkvarter.

"I de internationale afdelinger kan man bruge sit talent lidt bredere, når man er i en lille del af virksomheden, der ikke har så fasttømrede stillingsbeskrivelser," siger hun.

Dansk overvægt har betydning

Ud over mere end 3500 repræsentativt udvalgte danskere har 869 personer, der arbejder i medicinal- og medicobranchen vurderet de 28 life science-selskaber i undersøgelsen. Blandt de ansatte vil der være en overvægt af medarbejdere, som arbejder for danske virksomheder, da de har flere ansatte i Danmark end de internationale selskaber.

Og det kan ifølge Sune Bang godt spille ind på bedømmelsen af virksomhederne.

"Man har jo en tendens til at fokusere på ens egen hjemmebane og det, man selv arbejder med. Det vil man automatisk forsvare og vurdere lidt højere end de andre virksomheder for at begrunde sit arbejde både for andre men også for en selv," siger kommunikationsrådgiveren.

De ansatte i sektoren har det dårligste indtryk af Eli Lilly som arbejdsplads. Herefter følger Sanofi, Bavarian Nordic og GSK.

Alle 28 life science-selskaber, der indgår i undersøgelsen, har fået en score på baggrund af respondenternes generelle opfattelse af selskabet som arbejdsplads, som er sammensat ud fra svar på otte specifikke områder om virksomhedernes ledelse, medindflydelse, lønforhold og meget andet.

Undersøgelsen er en del af rapporten Imagerapport 2020, der udgives af MedWatch i samarbejde med Wilke.

Læs mere om rapporten og se et gratis preview her.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også