Ny biotekfond sikrer 16 pct. afkast på under et år

Den danske formueforvalter Advice Capital har bygget en fond op, der har et fast fokus på virksomheder, der opnår den særlige status i godkendelsesprocessen hos den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, som kaldes Breakthrough Therapy Designation.
Fonden hedder "Breakthrough Biotech," og den spreder investeringer i samlet 31 medicinalselskaber, som spænder fra små biotekhåb til store medicinalselskaber; typisk med en investeringshorisont mellem tre og syv år.
Det skriver Børsen.
Fonden har eksisteret siden maj 2019 og sikrede fondens investorer 15,8 pct. i afkast ved udgangen af det sidste aktieår på trods af, at man ikke nåede med på væksttoget i Orphazyme.
"Investering i biotek er make it or break it. Vi udvælger nøgternt biotekselskaberne, efter at de har fået breakthrough-status og har et skarpt blik på virksomhedens finansielle udvikling. På den måde minimerer vi meget af den risiko, der ellers er inden for investering i biotekaktier," siger Peter Hildebrandt, der er porteføljemanager i fonden og partner i Advice Capital.
I november fik det danske biotekselskab Orphazyme den såkaldte Breakthrough Therapy Designation fra FDA på deres lægemiddelkandidat arimoclomol, og siden 19. november er kursen i Orphazyme steget med 94,2 pct.
Senere i december fik selskabet oven i hatten også en såkaldt fast track-status til arimoclomol fra FDA og fik dermed en række yderligere fordele i den videre udvikling af lægemiddelkandidaten mod muskelsvindssygdommen sIBM, som dækker over det engelske navn sporadic inclusion body myositis. Men en fast track-status i hånden får Orphazyme hyppigere møder med FDA undervejs i udviklingen, ligesom at midlet nu er kandidat til at få fremskyndet godkendelsesprocessen, når selskabet i andet halvår af 2021 forventer at indsende en godkendelsesansøgning for midlet i indikationen.
Orphazyme skyder op på børsen og slår kursrekord
Orphazyme får amerikansk særstatus i endnu en indikation