Gilead starter to fase 3-studier med middel mod covid-19

Det amerikanske biotekselskab Gilead Sciences skyder gang i to fase 3-studier, som skal afgøre, om selskabets aflagte ebolamiddel remdesivir kan bruges til at bekæmpe coronavirussygdommen covid-19.
Foto: Eric Risberg / AP / Ritzau Scanpix
Foto: Eric Risberg / AP / Ritzau Scanpix

Mens selskaber som Moderna, Johnson & Johnson og Sanofi arbejder på at udvikle vacciner mod den coronavirus, der lige nu spreder sig verden over, har amerikanske Gilead Sciences kastet sig over en behandling af den sygdom, som coronavirussen forårsager.

Gilead starter nu to fase 3-studier, som skal afprøve selskabets aflagte ebolamiddel remdesivir som behandling mod coronavirussygdommen covid-19.

Det sker efter, at en højtstående ansat hos WHO, Bruce Aylward, tidligere på ugen sagde til erhvervsmediet Bloomberg, at Gileads remdesivir "et lægemiddel, som vi lige nu tror kan have effekt."

De to studier foregår primært i asiatiske lande – formodentlig især Kina og Sydkorea – og omfatter i alt 1000 patienter med covid-19. Det ene studie afprøver remdesivir på patienter, der er svært ramt af covid-19, mens det andet studie afprøver midlet på patienter med moderat covid-19.

Studiet bliver gennemført samtidig med, at læger i Hubei-provinsen i Kina, hvor coronavirussen brød ud i byen Wuhan, også afprøver remdesivir som behandling mod covid-19. Resultaterne fra de studier forventes at lande allerede i april.

"Hastigheden hvormed remdesivir er nået frem til klinisk udvikling reflekterer det presserende behov for behandlingsmuligheder og den samlede indsats fra industrien, regeringer, globale sundhedsorganisationer og sundhedssystemer for at reagere på denne trussel mod folkesundheden," skriver Gileads medicinske direktør Merdad Parsey i en pressemeddelelse.

De amerikanske sundhedsmyndigheder FDA har til formålet lyngodkendt, at remdesivir kan afprøves i kliniske studier. Gilead udviklede oprindeligt remdesivir som en behandling mod ebola, og midlet viste egentlig effekt mod sygdommen.

Men da midlet samtidig var mindre effektivt end at benytte de to vacciner, som henholdsvis MSD og Johnson & Johnson/Bavarian Nordic har udviklet, skrinlagde Gilead udviklingen.

Gilead og Fujifilm får gevaldigt rygstød fra coronaudbrud 

Abbvie og J&J sender midler til Kina mod coronavirus – MSD, Gilead overvejer indsats

Sanofi vil udvikle covid-19-vaccine på resterne af eksperimentel sars-vaccine

Moderna tester coronavaccine i første kliniske studie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også