Analytiker: Stærkt salg af Lundbecks nøgleprodukter overstråler svag indtjening

Selvom indtjeningen skuffer hos Lundbeck, så mener analytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, at der er så positive takter i regnskabet, at markedet alligevel burde være tilfreds.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Der er flere positive elementer i Lundbecks regnskab for andet kvartal, der dog skuffer målt på indtjeningen. Det konstaterer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen efter et hurtigt kig i regnskabet.

Salget af Lundbecks fire nøgleprodukter, Brintellix, Abilify Maintena, Northera og Rexulti, landede på 2310 mio. kr. mod ventet 2177 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet og beregnet af Lundbeck selv.

"Omsætningen er faktisk højere end ventet, og det der er positivt er en rigtig god udvikling i salget af nøgleprodukter," konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Indtjeningen halter til gengæld lidt, og det skyldes ifølge Sydbank-analytikeren blandt andet, at Lundbeck har skruet op for salgs-, distributions og administrationsomkostningerne. Det er sket, selv om den samlede omsætning er faldet blandt andet som følge af kopikonkurrence til epilepsimedicinen Onfi.

Salgs-, distributions og administrationsomkostningerne landede i kvartalet på 1577 mio. kr. mod ventet 1480 mio. kr. blandt analytikerne. Driftsindtjeningen blev 1105 mio. kr., eller 73 mio. kr. mindre end analytikerne havde sat næsen op efter.

Alligevel venter Søren Løntoft Hansen en positiv reaktion på regnskabet.

"Lundbeck-aktien har haft det svært på det seneste og har leveret et negativt afkast i kvartalet. Til trods for, at Lundbeck misser indtjeningsforventningerne, så synes jeg, at der er så mange positive elementer, blandt andet i salget af nøgleprodukter, at jeg venter en moderat positiv kursreaktion," siger Søren Løntoft Hansen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også