Whistleblower: Stenocares leverandør skjulte tusindvis af cannabisplanter bag vægge

Canntrust, som leverer medicinsk cannabis til det danske firma Stenocare, satte ifølge en whistleblower midlertidige vægge op for at skjule tusindvis af ulovligt dyrkede cannabisplanter for de canadiske sundhedsmyndigheder.
På dette billede fra 2017 er Stenocares kommercielle direktør Rolf Steno Petersen (tv.) og adm. direktør Thomas Skovlund Schnegelsberg (th.) på besøg hos Canntrusts produktionslokaler i Vaughan i provinsen Ontario i Canada. | Foto: Reuters / Ritzau Scanpix
På dette billede fra 2017 er Stenocares kommercielle direktør Rolf Steno Petersen (tv.) og adm. direktør Thomas Skovlund Schnegelsberg (th.) på besøg hos Canntrusts produktionslokaler i Vaughan i provinsen Ontario i Canada. | Foto: Reuters / Ritzau Scanpix

Sagen om ulovligheder begået hos den canadiske cannabisproducent Canntrust, der leverer medicinsk cannabis til det danske firma Stenocare, har taget en ny og prekær drejning, efter at en whistleblower har stået frem i canadiske medier.

Til den landsdækkende canadiske avis The Globe and Mail siger Nick Lalonde, som arbejdede i Canntrust fra juni 2017 til maj 2019, at det var ham, som advarede de canadiske sundhedsmyndigheder om, at Canntrust brød loven ved at gro cannabis i fem produktionslokaler, der ikke var godkendte af myndighederne.

The Globe and Mail skriver, at avisen har set beviser på korrespondencen mellem Nick Lalonde og de canadiske sundhedsmyndigheder.

Bedt om at opsætte vægge

Nick Lalonde fortæller, at han i efteråret blev bedt om at arbejde over for at opsætte midlertidige vægge, som skulle skjule tusindvis af planter fra fotografier, som Canntrust var blevet bedt om at indsende til de canadiske sundhedsmyndigheder.

Fotografierne var en del af den normale godkendelsesprocedure for produktionslokaler til medicinsk cannabis. Men da lokalerne på det tidspunkt ikke var godkendte, måtte Canntrust ikke bruge dem til at gro cannabis i. Derfor besluttede Canntrust ifølge Nick Lalonde at skjule planterne.

"Vi hænger de her plasticvægge op, de her hvide plasticvægge... og flytter borde med hundredevis af planter på dem ud af kameravinklen, bare så vi kan tage et billede af et tomt rum," siger Nick Lalonde til The Globe and Mail.

Tjek kameraerne

Den 14. juni skrev Nick Lalonde derfor en mail til de canadiske sundhedsmyndigheder:

"Hvis I gennemser billederne fra overvågningskameraerne i dagene inden, fotografierne blev taget, så vil I tydeligt se os hænge hvide plasticvægge op for at skjule tusindvis af planter," skrev han ifølge The Globe and Mail.

To dage senere besøgte de canadiske sundhedsmyndigheder Canntrust og omkring to uger rapporterede sundhedsmyndighederne, at Canntrust havde brudt loven.

Til The Globe and Mail skriver en repræsentant fra Canntrust:

"Canntrust anerkender fundene i Health Canadas (sundhedsmyndighedernes, red.) rapport, som fokuserer på to overordnede problemer, som Health Canada identificerede, og som vi tager meget alvorligt – det første er, at vi groede i ulicenserede lokaler, og det andet involverer medarbejdere, som afgav ukorrekt information til inspektører fra Health Canada."

Har stoppet salget

Canntrusts lovbrud har betydet, at Stenocare herhjemme har stoppet salget af medicinsk cannabis, som selskabet afsætter under regeringens forsøgsordning.

Stenocare forventer at blive ramt på finanserne af salgsstoppet, uanset at Canntrust er "kontraktuelt forpligtet til at levere godkendte produkter til Stenocare," skrev selskabet i sidste uge.

Stenocare understregede desuden, at alle produkterne fra Canntrust er blevet kvalitetstestet af en tredjepart inden de ankom til Danmark.

Stenocare stopper salget efter leverandørs lovbrud

Dansk cannabisselskab lider under ulovligheder begået af canadisk leverandør 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også