MedWatch

Dansk cannabisselskab lider under ulovligheder begået af canadisk leverandør

Stenocare, som forhandler medicinsk cannabis på det danske marked, bliver ramt af et brud på sundhedsmyndighedernes regler i Canada begået af det danske selskabs canadiske storaktionær og leverandør af cannabisplanten.

Thomas Schnegelsberg, adm. dirkektør og medstifter af Stenocare, der lider under produktionsproblemer hos canadisk distributør. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Cannabisproducenten Stenocare, der gik på børsen i Sverige sidste år, er kommet i modvind, efter at selskabets canadiske storaktionær og leverandør af cannabisplanter, Canntrust, har begået lovbrud i hjemlandet Canada.

Det skriver Berlingske Business.

Mandag kom det frem, at Canntrust i perioden oktober 2018 og marts 2019 har dyrket cannabis i drivhuse, der ikke var godkendt. Cirka 13 ton tørret cannabis holdes nu tilbage med potentiel forsinkede leverancer til følge, mens de canadiske sundhedsmyndigheder inspicerer faciliteterne til bunds.

Som forhandler af medicinsk cannabis på det danske marked kan det gå ud over Stenocare, og det kvitterede aktionærerne med at sende aktien sydpå med mere end 7 pct. mandag og yderligere godt 11 pct. tirsdag.

Stenocare blev oprettet i oktober 2017, og få måneder senere var man blandt de første aktører i Danmark, som fik grønt lys til at importere og distribuere medicinsk cannabis under den danske forsøgsordning.

I marts sidste år indgik Stenocare sit samarbejde med Canntrust om levering af cannabis til medicinsk brug, og i februar i år startede selskabet kultivering af medicinske cannabisplanter ved sine faciliteter i Jylland.

I samme måned gik Stenocare ind på det irske marked med sit eget datterselskab, Stenocare Ireland Ltd, der skal starte processen med at få selskabets produkter godkendt i landet af the Irish Health Products Regulatory Authority (HPRA).

Indtil nyheden om canadiernes produktionsproblemer er Stenocare buldret derudaf på aktiemarkedet, hvor kursen på fondsbørsen i Stockholm er gået fra 15,8 kroner i april til højdepunktet i juli på 56 kroner.

I dag, onsdag, handles den i kurs 43,8 kroner.

Det har ikke været muligt for Berlingske at få en kommentar fra Stenoscares adm. direktør, Thomas Schnegelsberg.

Dansk cannabisselskab går ind i Irland – har lagt næsten 50 pct. til aktien på en uge

Dansk cannabis-selskab går på børsen - vil starte egen produktion og sælge til udlandet

Børsnotering af dansk cannabisselskab blev overtegnet med mere end 2000 pct

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier