Sydbank-analytiker: Positive data fra Novo - men markedet har været informeret

Der er ikke meget nyt i de studiedata, Novo Nordisk har fremlagt om sin diabetespilles indvirkning på riskoen for hjertekarsygdomme, påpeger Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen, som dog understreger, at det er positive data, der tilfører yderligere "kolorit".
Foto: PR/Sydbank
Foto: PR/Sydbank
AF RITZAU FINANS

Det er bestemt positivt nyt, at Novo Nordisk tirsdag aften på en konference i San Francisco, USA, kunne offentliggøre, at oral semaglutid, der er en ny type medicin i tabletform til behandling af type 2-diabetes, ikke medfører øget risiko for hjertekarsygdomme hos særligt udsatte patienter.

Det slår Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, og som følger Novo Nordisk tæt, fast. Dog har markedet i lang tid fået et praj om, at det var den vej, det gik, siger han.

"Novo Nordisk har rapporteret toplinjeresultater for det her studie i forvejen. Det gjorde de i 2018, men i går præsenterede man så yderligere data fra studiet. Man fik altså lidt mere kolorit på Novos data i forbindelse med konferencen," siger Søren Løntoft Hansen.

Han vurderer, at Novo Nordisk-aktien derfor ikke bør reagere særligt på nyheden onsdag.

"Investorerne kender godt udfaldet af det her studie, så det bør ikke komme som nogen overraskelse. Så nyheden bør ikke give anledning til nogen større kursudsving i forhold til det generelle marked," siger senioranalytikeren.

Han understreger, at det i høj grad er positive data, som Novo Nordisk offentliggjorde i forbindelse med studiet i slutningen af 2018 og igen tirsdag aften på den amerikanske vestkyst.

"Det er positivt, at man med midlet ikke har større risiko for hjertekar-bivirkninger i forhold til standardbehandling, og hvis man dykker længere ned i studiet, kan man se, at nogle af de målepunkter, man har, faktisk har vist en reduktion i risikoen for nogle hjertekar-bivirkninger. Det kan være kardiovaskulær-død. Så der er også fordele forbundet ved midlet," siger Søren Løntoft Hansen.

Alene i front

Og så står Novo Nordisk på nuværende tidspunkt alene med et middel af denne slags.

"Novo Nordisk står ret stærkt i forhold til det her GLP1-middel på tabletform, og jeg tror, at konkurrenterne sidder og holder lidt øje med udviklingen af det her middel, og - når Novo går i gang med lanceringen - hvordan det optages, men konkurrenterne er år bagefter," siger Sydbank-analytikeren.

Han forklarer, at oral semaglutid tager mange af de positive egenskaber med, som GLP1-klassen besidder - for eksempel god blodsukkersænkende effekt og en god vægtreducerende effekt.

"Der er en række positive karakteristika, som den her pille tager med ind i et tabletmarked, som Novo Nordisk for nuværende ikke har del i. Det udgøres af 75 pct. af diabetikerne og er et marked på 200 mia. kr. Der skal ikke ret mange markedsandele til for en så attraktiv pille i det her tabletmarked, før at man har en mangedoblet blockbuster-kandidat," vurderer Søren Løntoft Hansen.

Han venter, at tabletten potentielt kan ramme det amerikanske marked i starten af 2020, og salgspotentialet er enormt.

"Der er kæmpe potentiale for oral semaglutid. Det er der slet ingen tvivl om. Jeg ligger selv med et topsalgspotentiale - altså et årligt salg, når det her middel topper om 8-10 år - på 30 mia. kr."

Novos nye diabetestablet er sikker for hjertepatienter 

Eli Lilly viser hjertekardata for Trulicity: Analytikere ser ingen trussel for Novo 

Novo Nordisks pillepartners aktie er steget 3300 pct. på halvandet år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også