Novos nye diabetestablet er sikker for hjertepatienter

Novo Nordisks nye pille til behandling af type 2-diabetes, oral semaglutid, øger ikke risikoen for hjertekarsygdomme.
Foto: Novo Nordisk/PR
Foto: Novo Nordisk/PR
AF RITZAU

Oral semaglutid, der er en ny type medicin i tabletform til behandling af type 2-diabetes fra Novo Nordisk, medfører ikke øget risiko for hjertekarsygdomme hos særligt udsatte patienter.

Det viser data fra et større studie, der tirsdag er blevet offentliggjort ved en konference i San Francisco, skriver Novo Nordisk i en meddelelse.

Medicinen er endnu ikke på markedet. I marts indsendte Novo Nordisk en registreringsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder med henblik på at få midlet godkendt.

Når medicinen kommer på markedet, bliver det et stort gennembrud for Novo Nordisk, som hidtil kun har tilbudt diabetesmidler, der skal injiceres.

De data, der er blevet fremlagt, vedrører patienter med type 2-diabetes, som samtidig har en hjertekarsygdom, eller som har en særlig stor risiko for at blive ramt af hjerteproblemer.

Denne gruppe patienter har ifølge studiet i gennemsnit 3,8 procents risiko for at få et hjertetilfælde - herunder at dø af det - hvis de tager oral semaglutid.

Til sammenligning er risikoen for alvorlig - herunder dødelig - hjertesygdom på 4,8 procent hos en patientgruppe, der i stedet for oral semaglutid har taget placebomedicin.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også