Teva i 19-årig bund efter dyrt forlig

Efter Teva har indgået et stort forlig omkring opioid-præparater kvitterer selskabets investorer med at sende aktien i dørken - den rammer det laveste kursniveau siden 2000.
Foto: Reuters/Ritzau Scanpix/Ammar Awad
Foto: Reuters/Ritzau Scanpix/Ammar Awad
AF RITZAU FINANS

Den israelske medicinalproducent, Teva, der har danske Kåre Schultz som topchef, falder tirsdag på børsen i USA med 11,8 pct. til 9,59 dollar, hvilket er det laveste kursniveau siden 2000.

Nedturen kommer efter nyheden om, at selskabet søndag har indgået et forlig med delstaten Oklahoma, hvor farmakoncernen vil betale 85 mio. dollar. Og det forlig vurderes som en dyr løsning for Teva, for Oklahoma er langt fra den eneste delstat, som kræver erstatninger.

Sagen i Oklahoma drejer sig om opiod-præparater, hvor den amerikanske delstat har krævet 10 mia. dollar i erstatning fra tre medicinalselskaber, fordi den ønsker at blive erstattet de mange hidtidige og fremtidige udgifter, der er i forbindelse med borgere, som er afhængige af smertestillende opiod-medicin.

Oklahoma har i sit søgsmål hævdet, at medicinalselskaberne, herunder Teva Purdue Pharma LP og Johnson & Johnson, har skabt en sundhedskrise ved ulovligt at markedsføre deres smertestillende præparater og dermed forårsaget dødsfald ved overdosis og udbredt afhængighed. Purdue Pharma indgik tidligere på året også et forlig til 270 mio. dollar omkring sit middel OxyCotin.

Mindst 41 andre amerikanske delstater og 1900 kommuner har anlagt sager mod medicinalindustrien i forbindelse med opiod-krisen, skriver Bloomberg News, og med det in mente vurderes søndagens forlig at være en indikator for store udgifter for Teva.

På baggrund af forliget søndag har investeringsbanken UBS også sænket sin anbefaling af aktien i Teva fra "køb" til "neutral", mens kursmålet er hugget ned fra 22 til 12 dollar per aktie. Analytiker Navin Jacob ser en risiko for større end ventede udgifter til de mange retssager og spår, at udgifterne kan løbe op i samlet 4,1 mia. dollar.

Teva betaler 560 mio kr for at lukke amerikansk retssag om dødelig epidemi

Kåre Schultz afviser anklager mod Teva

Teva beskyldes for at fuske med medicinpriser i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også