Lundbeck køber selskab med fase 2-middel for op mod 2,6 milliarder kroner

Medicinalvirksomheden Lundbeck overtager amerikanske Abide Therapeutics og selskabets hovedkandidat inden for CNS-sygdomme i en handel, der koster den danske virksomhed 1,65 mia. kr. her og nu og op til yderligere ca. 1 mia. kr. mulige milepæle.
Foto: Ritzau Scanpix/Christian Lindgren
Foto: Ritzau Scanpix/Christian Lindgren

I en handel til op mod 2,6 mia. kroner har medicinalvirksomheden Lundbeck købt den syv år gamle amerikanske biotekvirksomhed Abide Therapeutics.

Det oplyser Lundbeck mandag morgen i en børsmeddelelse.

Med overtagelsen får Lundbeck adgang til amerikanernes platform samt hovedkandidaten ABX 1431, der aktuelt undersøges i et fase 2a-studie til behandling af Tourettes syndrom samt i et fase 1-studie til behandling af neuropatisk smerte.

"Overtagelsen af Abide giver os en differentieret kemo-proteomisk platform til at udvikle nye lægemiddelklasser til behandling af et bredt spektrum af hjernesygdomme, startende med dem der udnytter det endocannabinoide systems terapeutiske potentiale. Abides innovative R&D-platform giver os en enestående mulighed for at styrke vores forskningsportefølje både nu og langt ind i fremtiden og placerer Lundbeck i en position, hvor vi kan levere mange nye og innovative behandlinger af hjernesygdomme," siger adm. direktør Deborah Dunsire.

For at overtage Abide Therapeutics betaler Lundbeck 250 millioner dollar – ca. 1,65 mia. kr. – i en betaling upfront, men potentielle udviklings- og salgsmilepæle kan lægge yderligere godt én mia. kr. til prisen. Opkøbet får ingen indflydelse på Lundbecks finansielle forventninger for 2019, der blev fremlagt i februar 2019.

Handlen er godkendt af det amerikanske selskabs bestyrelse og ventes at træde i kraft i løbet af andet kvartal af 2019, såfremt overtagelsen godkendes af de relevante myndigheder.

Når overtagelsen er endelig godkendt, vil Abides laboratorium i La Jolla, Californien blive et lægemiddelforskningscenter i USA for Lundbeck. Abide har ca. 40 ansatte.

Potentiale inden for flere sygdomme

Abide har udviklet en platform, der fokuserer på opdagelsen af potente og selektive serinhydrolasehæmmere, som kan anvendes i behandlingen af sygdomme i centralnervesystemet, som også er Lundbecks primære fokusområde.

Hovedaktivet ABX-1431 forstærker virkningen af endocannabinoid-signalering til gendannelse af den homeostatiske balance i centralnervesystemet, og midlet har i følge Lundbeck potentiale til at kunne anvendes til behandling af flere indikationer inden for psykiatri og neurologi.

Derudover råder Abide over en "omfattende" portefølje af hæmmere mod andre serinhydrolaser, som kan føre til udviklingen af fremtidige nye behandlinger til at forbedre livskvaliteten for patienter med neurologiske og/eller psykiske lidelser.

Opkøb skal styrke Lundbeck på den lange bane Analytiker: Opkøb tester markedets syn på Lundbecks strategi 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også