Medicinalchef dømt skyldig i komplot, som forstærkede opioidkrisen i USA

Grundlæggeren og tidligere bestyrelsesformand i det amerikanske medicinalfirma Insys er dømt skyldig for blandt andet at bestikke læger til at udskrive firmaets afhængighedsdannende fentanyl-spray.
Medicinalchefen John Kapoor har været på Forbes liste over USA's rigeste mænd, men står nu til en længerevarende fængselsstraf på grund af sin medvirkende rolle i den amerikanske opioid-krise. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Brian Snyder
Medicinalchefen John Kapoor har været på Forbes liste over USA's rigeste mænd, men står nu til en længerevarende fængselsstraf på grund af sin medvirkende rolle i den amerikanske opioid-krise. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Brian Snyder

John Kapoor, grundlæggeren af medicinalfirmaet Insys, er netop fundet skyldig for en sammensværgelse i sit selskab, der har brugt en række ulovlige tiltag til at udbrede sin smertestillende fentanyl-spray Subsys, og han er dermed den øverste medicinalchef, som indtil videre bliver dømt for sin rolle i den opioidkrise, der hærger USA i disse år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fentanyl er et særlig potent opioid, der er 100 gange stærkere end morfin, og som derfor også er mere risikabelt at bruge i forhold til at få en overdosis.

Juryen i Boston fandt Kapoor og fire kollegaer skyldige i en organiseret sammensværgelse, der bevidst vildledte forsikringsselskaber og bestak læger til at udskrive Subsys til patienter, der ikke have brug for det, og som præparatet ikke var godkendt til.

Kapoor blev anholdt i 2017 på den samme dag, som den amerikanske præsident Donald Trump erklærede opioidkrisen i landet for en national sundhedskatastrofe, der årligt er skyld i titusindvis af amerikanske dødsfald på grund af overdoser.

Tidligere kollegaer var vidner

Strafferammen for den 76-årige John Kapoor og hans fire medskyldige kollegaer er op til 20 års fængsel, men de har alle nægtet sig skyldige i retssagen, og deres advokater har signaleret planer om at appellere sagen.  

"Doktor Kapoor er skuffet over dommen, ligesom os, og fire ugers votering hos juryen bekræfter også, at dette ikke var en klar sag," sagde Kapoors chefadvokat Beth Wilkinson i en udtalelse efter dommen.

Det amerikanske lægemiddelagentur FDA godkendte Subsys i 2012 alene til at behandle kræftpatienter med kraftige smerter, men anklagerne fremførte under retssagen, at de læger, som modtog bestikkelse, ofte udskrev Subsys til patienter, der slet ikke havde kræft.

Bestikkelsen foregik ved at betale læger honorarer for at holde taler om Subsys og uddanne klinikere i brugen af præparatet, men der var tale om falske arrangementer, der enten ikke fandt sted eller i virkeligheden var en middag for lægerne på en fin restaurant. Insys tilbød også familiemedlemmer til lægerne jobs i virksomheden, hvis lægerne udskrev firmaets fentanyl-spray.

To af vidnerne i retssagen mod Kapoor var Alec Burlakoff, tidligere salgschef i Insys, og Michael Babich, der var adm. direktør i firmaet, der begge tidligere har erkendt sig skyldige i konspirationsanklagerne, og som har indgået en studehandel i sagen med anklagemyndigheden. Her fik Burlakoff blandt andet konfiskeret 9,5 mio. dollar.

Opioidfirma bag rapvideo og strippersalg styrer mod konkurs 

Medie: Opioid-selskab overvejer konkurs for at håndtere tusindvis af søgsmål 

Opioidfirma i retten for lyssky salgsmetoder lavede rapvideo om at sælge medicin 

Biotekmilliardær vil nægte sig skyldig i bestikkelse

FBI anholder biotek-milliardær i sag om bestikkelse af læger 

Farmavirksomhed anklages for bestikkelse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også