Lundbeck-optakt: Hvad er prisen på den nye strategi?

Når Lundbeck aflægger regnskab tirsdag morgen, vil de fleste øjne være rettet mod nyt om selskabets strategiske retning og omkostninger forbundet med et strategiskifte.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Hvor mange penge er Lundbeck parat til at bruge på at skabe vækst i de kommende år?

Det er det store spørgsmål, som markedet stiller sig inden årsregnskabet tirsdag, hvor selskabets nye topchef, Deborah Dunsire, har lovet at præsentere sin strategiplan for de kommende år.

På forhånd er der lagt op til tilbagegang i 2019 og meget begrænset vækst i årene derefter, efter at medicinalkoncernens millardsællert Onfi er kommet i kopiselskabernes søgelys.

Estimater indsamlet af Lundbeck selv viser, at analytikere regner med, at kopierne har gjort stort indhug i Lundbecks salg af Onfi i fjerde kvartal, og at kopikonkurrencen blot vil tage til.

Fokus inden regnskabet er derfor, hvor meget Lundbeck vil sætte ind for atter at skabe vækst. I november - to måneder efter sin tiltrædelse - løftede Deborah Dunsire lidt af sløret for strategien.

Vil optimere, accellerere og købe op

Dengang sagde hun, at Lundbeck vil gå efter at optimere salget af selskabets nuværende lægemidler. Desuden kigger Lundbeck på, at identificere nye gode projekter internt, som der kan satses på, og endelig vil Deborah Dunsire spejde efter nye partnerskaber og opkøbsmuligheder i et forsøg på at skabe vækst.

"Det store spørgsmål er, hvor meget den her strategiplan skal koste, men det er usikkert om, vi får svar på det."

"Vi ved, at der fremlægges en ny strategi, men vi ved ikke, om hun vil komme med finansielle målsætninger. Man må formode, at når der skal investeres mere, så skal der også sættes tal på hvor meget, men det, der gør det svært, er, at investeringerne lige så vel kan ske via mindre opkøb eller indlicenseringer, og det kan være svært for Lundbeck at konkretisere, hvor meget der vil blive brugt ad den vej," siger analysechef i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen.

Han peger på, at analytikerne af samme grund ikke rigtigt har indregnet ekstra investeringer i udviklingen af lægemidler i deres estimater for indtjeningen i de kommende år, men at markedet er opmærksom på, at estimaterne derfor kan ligge for højt.

Udbytter i fokus

Samtidig tales der i investorkredse om, at Lundbeck muligvis vil holde lidt igen med udbytterne for at opbygge en krigskasse, der kan bruges på opkøb. Den nuværende politik er at udbetale 60-80 pct. af årets overskud i udbytte.

"Der har jeg hørt, at nogen har spekuleret lidt i, at det måske skal sænkes til 40-60 pct.," siger Michael Friis Jørgensen.

Et tredje usikkerhedsmoment inden regnskabet er ifølge Michael Friis Jørgensen, om Lundbecks forventninger til 2019 kan tilfredsstille markedet, da selskabet har for vane at spille konservativt ud og opjustere forventningerne hen ad vejen.

Analytikere venter et fald i omsætningen fra 18,1 mia. kr. i 2018 til 16,7 mia. kr. i år, viser gennemsnittet af 12 analytikeres estimater, som Lundbeck har indsamlet og beregnet og lagt ud på sin hjemmeside.

"Jeg tror, at der mange, der spekulerer i, at Lundbeck kan spille lidt forsigtigt ud. Jeg tror meget vel, at de kan komme med et interval, hvor midten indikerer et salg på omkring 16 mia. kr. Tilsvarende når det kommer til driftsindtjeningen. Her tror jeg meget vel, at midtpunktet kan vise 4 mia. kr., mens analytikernes gennemsnitsestimat er 4,5 mia. kr.," siger Michael Friis Jørgensen.

Den store salgsnedgang i år skyldes, at salget af Onfi ventes at dykke med cirka et par milliarder kroner, og falde mere end salgsfremgangen for de øvrige lægemidler kan råde bod på.

Finanshus: Opkøb er næppe på tapetet for Lundbeck det næste halve år 

Amerikansk lovforslag kan koste Novo og Lundbeck millioner på skatteregningen 

Lundbeck har fundet sin nye forskningsdirektør  

Analytikere: Positivt med CNS-erfaring hos Lundbecks nye forskningsdirektør  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også