Abbvie skærer 80 pct af prisen på Humira i Europa - siger analytiker

Ifølge en amerikansk analytiker har Abbvie skåret 80 pct. af prisen på Humira i et uspecificeret europæisk marked. Det skete for at vinde over biosimilære konkurrenter i et offentligt udbud, siger han.
Abbvies gigt- og inflammationsmiddel Humira er verdens bedst sælgende lægemiddel med en omsætning i 2017 på 116 mia. kr. | Foto: David J. Phillip/AP
Abbvies gigt- og inflammationsmiddel Humira er verdens bedst sælgende lægemiddel med en omsætning i 2017 på 116 mia. kr. | Foto: David J. Phillip/AP

Abbvie er nødt til at give en markant rabat for at udkonkurrere de biosimilære midler, der siden 16. oktober har forsøgt at spise sig ind i omsætningen fra Humira, verdens bedst sælgende lægemiddel.

Det skriver i hvert fald analytikeren Ronny Gal fra Wall Street-banken Bernstein ifølge det amerikanske branchemedie Fiercepharma.

Ronny Gal skriver, at Abbvie vandt et offentligt udbud i et uspecificeret europæisk marked ved at sænke prisen på Humira med 80 pct.

Det er markant mere end den typiske prisnedsættelse ved biosimilær konkurrence. Regionernes indkøbsorganisation Amgros har tidligere sagt til MedWatch, at kopikonkurrence inden for lægemidler, der kan sammenlignes med Humira, typisk har ført til et prishug på 25 til 50 pct.

Netop Humira er det lægemiddel, som Amgros bruger flest penge på at indkøbe til det danske hospitalssystem. Sidste år brugte Amgros 413 mio. kr. på Humira inklusiv rabatter.

Med en prisnedsættelse på 80 pct. ville Amgros altså kunne spare 330 mio. kr. årligt.

Forsvarer dominans på markedet

Humiras patent i Europa udløb den 16. oktober, og fire selskaber havde på dagen billigere, biosimilære versioner af midlet klar til at gøre indhug i midlets enorme salg.

Ifølge Ronny Gal har Abbvie flere gode grunde til at fastholde sin europæiske dominans med Humira, selvom det koster dyrt på midlets salgspris.

For det første tjener Abbvie stadig penge på salget, fordi produktionsomkostningerne er lave, og for det andet kan Abbvie beskytte sit salg i USA ved at fastholde sit salg i Europa, skriver analytikeren ifølge Fiercepharma.

"Målet er at forsvare det amerikanske marked ved at forhindre, at de biosimilære midler får markedsmomentum og så argumentere for, at europæerne 'valgte' Humira af kvalitetsårsager udover prisen," skriver Ronny Gal ifølge mediet.

De fire firmaer, som har udvilket biosimilære versioner af Humira er Mylan, Amgen, Novartis og et partnerskab mellem Biogen og koreanske Samsung Bioepis.

På verdensplan solgte Humira i 2017 for 116 mia. kr.

Danmarks mest solgte medicin går af patent tirsdag – Amgros venter millionbesparelse

Abbvie klar med Humira-opfølger efter succes i fase 3 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også