Sydbank: Godt nyt om Bavarians RSV-program

Nye data fra Bavarian Nordic om selskabets RSV-vaccine øger ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen sandsyndligheden for, at det potentielle blockbustermiddel kan komme på markedet, "en anelse".
AF RITZAU FINANS

De netop offentliggjorte resultater fra Bavarians udvidede fase 2-studie med selskabets vaccine til behandling af RS-virus falder i god jord hos Sydbank.

Sammen med resultater senere i år fra Bavarians såkaldte challenge-studie med RSV-vaccinen skal det succesrige studie nemlig bane vejen for et afsluttende fase 3-studie, der om alt går vel kan bringe vaccinen på markedet.

"Det er positive data. Jeg kommer nok til at hæve min sandsynlighed en anelse for, at det kommer på markedet, men det bliver kun moderat, for det helt afgørende bliver altså fase 3-studiet," siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Han anslog inden dagens meddelelse, at sandsynligheden for, at Bavarians RSV-vaccine kommer på markedet, var omkring 30 pct. Hvilken sandsynlighed for succes han nu lægger ned over programmet, har han ikke lagt sig fast på.

"Men forhøjelsen bliver moderat," siger han.

Positive data

Bavarians netop offentliggjorte fase 2-studie med selskabets RSV-vaccine er en udvidelse af et fase 2-studie, der i september sidste år viste, at vaccinen gav et stærkt antistof- og t-cellerespons mod RSV, som blev forhøjet i en hel RSV-sæson, det vil sige seks måneder efter vaccination.

Efter et år modtog 88 af studiets forsøgspersoner, der alle var over 55 år, en booster-vaccine bestående af samme dosis, for at efterligne en årlig revaccination.

"Det udvidede forsøg viste, at det brede antistofrespons mod RSV forblev forhøjet i et år i mindst 60 pct. af forsøgspersonerne i forhold til udgangspunktet efter en enkelt vaccination," skriver Bavarian, der ligeledes kan berette om et forhøjet T-cellerespons.

Konservativt blockbusterestimat

Ender Bavarian med at få RSV-vaccinen på markedet, vil den kunne hente et ret højt salg, mener Sydbank.

"Jeg har et topsalgspotentiale på den anden side af 1 mia. dollar, og det er meget, meget konservativt på et felt, hvor der endnu ikke er nævneværdige behandlingsmuligheder, og på et marked, hvor patientpopulationen er næsten ligeså stor som inden for influenza," siger Søren Løntoft Hansen.

RSV står for respiratorisk syncytial virus, som kan give luftvejsinfektioner hos både børn og voksne. Særligt spædbørn og ældre er i farezonen.

Ud over de seneste offentliggjorte data med vaccinen arbejder Bavarian med et såkaldt placebokontrolleret challengestudie, hvor man giver midlet til raske forsøgspersoner og derefter udsætter dem for virusset.

"Det skal sammen med booster-studiet danne grundlag for det større fase 3-studie," siger Søren Løntoft Hansen.

Bavarian venter at drøfte udformningen af fase 3 med de amerikanske sundhedsmyndigheder senere i 2018.

Bavarian offentliggør nye, positive resultater for RSV-vaccine  

Sydbank: Bavarian-vaccine kan åbne døren for milliardmarked 

Novo Ventures investerer millioner i konkurrent til Bavarian Nordic 

Pfizer starter forsøg med Bavarian-konkurrent 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også