Rebien: "Jeg ville synes, det var dødirriterende, hvis den tidligere direktør hang i gangene"

Når den tidligere topchef Lars Rebien Sørensen i dag ser på Novo Nordisk, er det både med "utrolig" stolhed og med tro på, at selskabet står rustet til fremtiden. Han har kun få gange besøgt virksomheden siden tronskiftet, og det er helt bevidst.
Lars Rebien Sørensen (tv.) ved det pressemøde i 2016, hvor han overdrog titlen som topchef i Novo Nordisk til Lars Fruergaard Jørgensen (th.) | Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Lars Rebien Sørensen (tv.) ved det pressemøde i 2016, hvor han overdrog titlen som topchef i Novo Nordisk til Lars Fruergaard Jørgensen (th.) | Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Den tidligere Novo Nordisk-topchef Lars Rebien Sørensen har i de seneste år med vilje holdt sig væk fra det selskab, der var hans liv i mere end 15 år.

"Jeg tror, jeg kan tælle på en hånd de gange, jeg har været i Bagsværd, siden jeg holdt op," siger han til MedWatch.

"Det har været en helt bevidst handling. Det er ikke fordi, jeg ikke bryder mig om stedet eller om folkene. Men jeg ville synes, hvis jeg var adm. direktør, at det var dødirriterende, hvis den tidligere adm. direktør hang i gangene og snakkede med folk. Det kommer der ikke noget positivt ud af," siger Lars Rebien Sørensen.

Selvom Lars Rebien Sørensen ikke længere er adm. direktør, så er han som bekendt blot trådt endnu længere op i Novo-hierarkiet, da han netop har indtaget formandsposten i bestyrelsen i Novo Nordisk Fonden.

Og det byder på nye, ledelsesmæssige udfordringer, fortæller Lars Rebien Sørensen, der selv siger, at han ikke kommer til at stå i spidsen for fonden på samme måde, som han gjorde det i Novo Nordisk.

"Det er bestyrelsen, der lægger retningen. Og så bruger vi vores kræfter forskelligt. Nogle gange vil jeg være ude at tale, nogle gange vil det være andre, fordi det måske er deres kompetenceområde," siger han, og fortsætter:

"Nu har vi godt nok haft kollektiv ledelse i Novo Nordisk, forstået på den måde, at ledelsen i Novo Nordisk er ansat kollektivt af bestyrelsen. Så det har et strøg af en kollektiv ledelsesform. Men jeg har jo haft vidtrækkende beføjelser, lad os sige det på den måde, som adm. direktør. Nu er det lidt anderledes. Det er en arbejdsform, jeg lige skal vænne mig til."

"Det bliver spændende. Det har jo ikke været min verden," siger Lars Rebien Sørensen videre.

Rustet til fremtiden

Da Lars Rebien Sørensen stoppede som adm. direktør i Novo Nordisk den 1. januar 2017, efterlod han sig et selskab, der for det første var vokset på alle leder og kanter.

I hans lidt over 15 år på posten blev omsætningen femdoblet, resultatet tolvdoblet og aktiekursen syvdoblet. Samtidig lancerede Novo Nordisk under Lars Rebien Sørensens ledelse blockbustermidlerne Levemir og Victoza, fremtidshåbet Tresiba og tog det første skridt ind i fedmebehandling med Saxenda.

Men Lars Rebien Sørensens sidste regnskab i Novo Nordisk blev også skæmmet af en nedjustering af de langsigtede forventinger, et uventet højt amerikansk prispres, overraskende store rabatter og en aktielussing, der havde skåret 40 pct. af selskabets værdi på børsen siden toppen i kurs 415 i august 2015.

Samtidig fik han og resten af Novo Nordisk-ledelsen et søgsmål på halsen fra amerikanske aktionærer, der mente, at ledelsen over for investorerne havde malet et rosenrødt billede af prissituationen i USA, selvom realiteten var en anden.

På trods af de kritikpunkter, så føler Lars Rebien Sørensen sig sikker på, at Novo Nordisk i dag under ledelse af Lars Fruergaard Jørgensen står rustet til at overkomme både prispres, rabatter, konkurrence og andre fremtidige udfordringer.

"Tidslinjerne er lange, og jeg synes, at man skal måle succesen lidt på sigt og se, om virksomheden står rustet til de udfordringer, den har nu. Jeg føler mig overbevist om, at de står rustet til nutidens og fremtidens udfordringer," siger han.

"Jeg er utrolig stolt af at se fremdriften af den forskning, som vi har set resultaterne af i år og sidste år, som næsten har overgået de forventninger, vi havde, dengang jeg var adm. direktør. Så er der til gengæld kommet nye udfordringer til i form af, hvordan man kommercialiserer produkterne, hvordan man opnår tilskudsberettigelse til dem og så videre. Der er hele tiden nye ting. Derfor handler det dybest set om, hvorvidt virksomheden er klædt ordentligt på til at håndtere fremtidens udfordringer. Det må vi se i de næste år. Jeg tror det," siger Lars Rebien Sørensen.

Utrolig stolt

Lars Rebien Sørensen lægger ikke skjul på, at han er stolt af, hvad han har opnået, når han ser tilbage på sin tid i Novo Nordisk.

"Man skulle være et skarn, hvis ikke man glædede sig over det," siger han.

"Vi har frembragt lægemidler i den periode, som gør det mere tåleligt at leve livet som person med diabetes. Vi har også været i stand til at øge muligheden for, at man kan overleve, hvis man er udsat for diabetes i et udviklingsland, gennem vores etablering af Verdensdiabetesfonden. Jeg tror også, at vi har været med til at øge sandsynligheden for, at nogen mennesker kan blive kureret for sukkersyge i fremtiden," siger Lars Rebien Sørensen.

Han hæfter sig ved, at hans sidste regnskab i 2016 – trods prispres og aktiedyk – bød på endnu et rekordresultat med 37,9 mia. kr. i overskud.

"Jeg tror ikke, man kan sige noget negativt om de forretningsmæssige resultater," siger han.

"Det, vi gjorde (i årsregnskabet for 2016, red.), var at ændre den langsigtede udsigt på grund af ændrede markedsforhold. Det har så haft en negativ konsekvens på aktiekursen, men selskabet står konkurrencemæssigt utroligt stærkt," fortsætter Lars Rebien Sørensen.

Derfor er der ingen tvivl om Lars Rebien Sørensens egen opsummering af mere end 15 år hos Novo Nordisk:

"Man kunne ikke have drømt det – hvis man skulle sætte nogen mål på forhånd – at vi kunne have nået så meget. Jeg er utrolig stolt over det," siger han.

Tidslinje: Lars Rebiens vej til den højeste tinde i Novo-hierarkiet

Novo Nordisk Fonden vil bruge op til 400 mio på at hjælpe udsatte unge

Lars Rebien breder Novo-fondens milliarder ud: "Det er vores mandat" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også