Martin Shkreli har - tilsyneladende - startet en biotekblog fra fængslet

Den berygtede medicinalchef Martin Shkreli har efter alt at dømme startet en blog fra fængslet, hvor han kommenterer på diverse medicinal- og biotekselskaber, videnskabelige artikler og strøtanker.
Martin Shkreli blev berygtet, da han som adm. direktør i Turing Pharmaceuticals hævede prisen på haresyge-midlet Daraprim med 5000 pct. | Foto: Susan Walsh/AP/POLFOTO/arkiv
Martin Shkreli blev berygtet, da han som adm. direktør i Turing Pharmaceuticals hævede prisen på haresyge-midlet Daraprim med 5000 pct. | Foto: Susan Walsh/AP/POLFOTO/arkiv

Amerikaneren Martin Shkreli, der blev berømt og berygtet for at hæve prisen på et lægemiddel mod haresyge fra 13,5 dollar til 750 dollar på en dag, har tilsyneladende startet en blog om biotek fra fængslet.

I hvert fald er der dukket to blogindlæg op på hjemmesiden martinshkreli.com, hvor Martin Shkreli ser ud til at dele ud af sine tanker om en række medicinalselskaber, biotekfirmaer og videnskabelige artikler.

Amerikanske medier jagter fortsat en bekræftelse af, om der rent faktisk er tale om Martin Shkreli.

Personen, der selv siger, at han er Martin Shkreli, skriver angiveligt fra et e-mail-system i fængslet til en ven, som så lægger teksterne op på bloggen.

Samtidig opfordrer personen sine læsere til at sende breve med spørgsmål til en adresse i fængslet i Fort Dix, New Jersey, hvor Martin Shkreli udsoner en syvårig fængselsstraf for at have bedraget en række kapitalfonde i en sag, der i øvrigt ingen relation har til hans udskældte prisstigninger.

"Jeg kommer til at diskutere biofarmaceutika og andre emner. Jeg anbefaler ikke aktier og giver ikke investeringsråd. Det her er bare mig, der tænker højt," skriver "Martin Shkreli".

I bloggen skriver personen blandt andet om kræftselskabet Nektar Therapeutics, som han ikke har meget til overs for, producenter af biosimilære lægemidler, som han mener er overvurderede, og en videnskabelig artikel fra GSK, som han tager i forsvar trods kritik fra forskere.

Derudover skriver "Martin Shkreli" en smule om livet i fængslet, hvor han blandt andet klager over manglen på moderne musik på fængslets mp3-afspillere, og håner de journalister, der har skrevet om hans deroute.

Martin Shkreli blev dømt, men hans pille blev aldrig sat ned i pris 

"Pharma Bro" skal syv år i fængsel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også