Utilfredse Allergan-aktionærer ønsker en todeling af magten

Aktivist-aktionærer i medicinalselskabet Allergan presser på for, at adm. direktør og bestyrelsesformand Brent Saunders skal fratages én af sine to roller i selskabet.
Brent Saunders er både adm. direktør og bestyrelsesformand i Allergan, men det vil utilfredse aktionærer nu have ændret. | Foto: Richard Drew/AP/POLFOTO/arkiv
Brent Saunders er både adm. direktør og bestyrelsesformand i Allergan, men det vil utilfredse aktionærer nu have ændret. | Foto: Richard Drew/AP/POLFOTO/arkiv

Mens rollerne som henholdsvis bestyrelsesformand og adm. direktør indtages af to forskellige personer i europæiske selskaber, så er det i amerikanske selskaber ikke ualmindeligt, at det er den samme person, der bestrider begge roller.

Det er også tilfældet i medicinalselskabet Allergan, hvor topchef Brent Saunders også sidder for bordenden til møderne i bestyrelsen. Men det vil en gruppe af selskabets aktionærer nu have lavet om på.

Det skriver Fiercepharma.

Aktivistinvestorerne i Senator Investment Group og Appaloosa har således sendt et brev til bestyrelsen, hvor man plæderer for en todeling af magten og opfordrer selskabet til at hente en ny bestyrelsesformand eller adm. direktør uden for selskabet.

Brevet er sendt, efter Allergan har færdigggjort en intern gennemgang af forretningen, som i slutningen af maj førte til, at man annoncerede planer om at sælge sine forretninger for 'women's health' – altså lægemidler mod sygdomme, som rammer kvinder – og lægemidler mod infektionssygdomme.

Men Senator Investment Group og Appaloosa ser det som "et halvhjertet forsøg på at genskabe strategisk momentum". Udover at fjerne noget af magten fra Brent Saunders ønsker de utilfredse investorer også en opgradering i vigtige ledelsesenheder og en udskiftning af mindst to af de nuværende bestyrelsesmedlemmer.

"Indtil Hr. Saunders og bestyrelsen følger disse råd, vedtager en ny ledelsesstruktur og fornyer selskabets driftsmæssige fokus, lader det til, at aktionærerne kan forvente, at Allergans aktiepris fortsat sygner hen," slutter de af med at skrive i brevet.

Allergan har svaret igen med et åbent brev på sin hjemmeside, hvor man ikke direkte forholder sig til forslaget om todelingen af magten, men skriver, at man "hilser input fra alle aktionærer velkommen og tager deres synspunkter med i overvejelserne."

Samtidig påpeger selskabet, at bestyrelsen har været "aktive og aggressive", når det kommer til fornyelse, med udnævnelsen af tre nye medlemmer i de seneste 16 måneder, og at man har en "stærk tro på uafhængigt lederskab".

Allergan-aktien er faldet støt i løbet af det sidste år og koster nu godt 150 dollars stykket mod mere end 250 dollars stykket i slutningen af juli 2017.

Allergan-boss ottedoblede løn trods kontroverser 

Allergan i tilbagekaldelse: Gav kvinder placebo i stedet for p-piller 

Allergan skrotter milliardprojekt mod samme mål som Nuevolution 

Botox-salget blomstrer hos Allergan 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også