Sydbank: Accepteret Sanofi-bud på Ablynx gør det meget svært for Novo

Novo Nordisks franske ærkerival Sanof har overhalet danskerne indenom og har fået accepteret et købstilbud på 3,9 mia. euro for belgiske Ablynx. "Det lader til, at Ablynx kommer på Sanofi-hænder," lyder det fra Sydbanks medicinalanalytiker Søren Løntoft Hansen.
"Det lader til, at Ablynx kommer på Sanofi-hænder," mener Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker for Sydbank. | Foto: PR
"Det lader til, at Ablynx kommer på Sanofi-hænder," mener Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker for Sydbank. | Foto: PR

Novo Nordisk ser ud til at have tabt kampen om at overtage det belgiske selskab Ablynx til franske Sanofi, der mandag morgen meddeler, at selskabet har budt 45 euro per aktie for Ablynx, og at begge bestyrelser enstemmigt har godkendt buddet.

Dermed er Sanofi kommet noget længere end Novo Nordisk, der ad flere omgange er blevet afvist i døren af Ablynx - senest med et bud på samlet 30,50 euro per aktie.

"At tilbuddet i enstemmighed er godkendt af begge bestyrelser gør det meget svært for Novo Nordisk at komme tilbage i spillet om Ablynx," siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

"Det er sædvanligvis ikke sådan, at man kan komme ind og foretage en fjendtlig overtagelse, når begge bestyrelser er enige. Det lader til, at Ablynx kommer på Sanofi-hænder, og så har selskabet altså virkelig styrket sin position inden for blødermidler, når man sammenholder med sidste uges opkøb også," uddyber han.

Analytikeren henviser med den kommentar til sidste uges opkøb af amerikanske Bioverativ fra Sanofi. I den forbindelse betalte selskabet 70,5 mia. kr. for købet af Bioverativ, der sidste år blev udskilt fra Biogen.

Måske forkert strategi

Han peger på, at Novo Nordisk sandsynligvis har været for fokuseret på blødermidlet Caplacizumab, som er den afgørende årsag til det danske medicinalselskabs interesse i Ablynx.

"Man kan diskutere, om budstrategien har været den rigtige. Novo har haft klar interesse i Caplacizumab og forsøgt at beregne en pris for selskabet på baggrund af det middel," siger Søren Løntoft Hansen.

"Buddet er formentlig blevet offentliggjort for at kunne indgå i en større dialog med Ablynx' bestyrelse og måske gennemgå en mere dybdegående snak om værdiansættelsen af selskabet," fortsætter analytikeren.

Men den strategi ser nu ud til at have fejlet.

"Det ser ikke ud til, at det har gavnet mere, end det har skadet. Det har måske gjort Ablynx-bestyrelsen mere sur, end det har hjulpet. Der har været flere værdier i selskabet, og det har gjort, at buddet umiddelbart har været for lavt og for alene baseret på Caplacizumab," siger Søren Løntoft Hansen.

Kun få andre muligheder

Han peger på, at der stadig er andre muligheder for Novo Nordisk til at udvide sin lidt skrantende biofarmaforretning, men det danske medicinalselskab har ikke umiddelbart noget stort råderum.

"Der er andre muligheder for opkøb, men det skal være af den her type. Det skal være selskaber med midler, der kan indgå direkte i produktporteføljen, og hvor det ikke kræver de helt store integrationsomkostninger," siger Søren Løntoft Hansen.

"Dem er der måske en håndfuld af, men der er ikke en lang liste," fortsætter han.

Novo Nordisk har over for Ritzau Finans afvist at kommentere buddet fra Sanofi, eller hvorvidt det danske selskab fortsat vil forsøge sig med et matchende eller højere bud.

Sanofi køber Ablynx 

Medie: Novo rygtes på vej med højere bud på Ablynx 

Ablynx-formand: "Jeg vil sige, at Novo Nordisks tilgang er anderledes" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også