Actelions hjertemedicin fejler i fase 3

Den schweiziske biotekvirksomhed Actelion, som ligger i forhandlinger om et salg til Johnson & Johnson, har indkasseret en klinisk skuffelse med et af sine vigtigste aktiver.
Foto: Actelion/ PR
Foto: Actelion/ PR

Schweiziske Actelion ligger i eksklusive forhandlinger med den amerikanske life science-koncern Johnson og Johnson, som ønsker at overtage Europas største biotekselskab. Men mandag var der dårlige nyheder fra schweizerne relateret til et aktiv, der ses som en af bevæggrundene for J&J’s interesse i selskabet.

Det skriver Reuters.

Actelion har nemlig annonceret resultater fra sit fase 3-studie Maestro med lægemidlet Opsumit (macitentan), og her formåede midlet ikke at overgå et placebomiddel på det primære effektmål i studiet, skriver Reuters.

”Selvom resultaterne peger mod en fordel fra behandling med macitentan (Opsumit), så ser vi ikke en væsentlig behandlingseffekt på det primære effektmål om bevægelseskapacitet som målt ved en 6-minutters gå-test,” lyder det i en pressemeddelelse fra Nazzareno Galie fra universitetet i Bologna, som har været med til at foretage studiet.

I studiet undersøgte man Opsumit til behandling af patienterne med pulmonal arteriel hypertension som følge af sygdommen Eisenmerger syndrom. Pulmonal arteriel hypertension (PAH) dækker overforhøjet blodtryk i lungerne, mens Eisenmerger syndrom kan opstå som en følgevirkning af flere medfødte hjertesygdomme, hvis de ikke bliver behandlet. Det kan medføre skader på blodårerne i lungerne og påvirke blodtrykket.

Kan hæmme indtjening

Opsumit er en nyere version af selskabets ældre middel Tracleer (bosentan) også til behandling af PAH, som er gået af patent. Opsumit blev godkendt i USA mod tilstanden i 2013, men Actelion har ifølge Reuters arbejdet for at få udvidet indikationen, hvilket det nye studie skulle have bidraget til.

Det kliniske fejlskud kan hæmme indtjeningspotentialet for lægemidlet, der ifølge nyhedsbureauet er blevet set som en del af motivationen bag Johnson & Johnsons opkøbsinteresse.

Udviklingen ser dog ikke ud til at have ramt selskabets aktie, hvis pris er steget med 2,7 pct. til en stykpris på 229,1 franc på børsen i Zürich omkring kl. 13. centraleuropæisk tid.

 Actelion-split en del af nye J&J-forhandlinger 

 J&J er tilbage i forhandlinger med Actelion 

 Europas største biotekselskab kan få endnu en bejler 

 Schweizisk biotekselskab dykker og opkøbsrygte tager ny drejning 

 J&J bekræfter forhandlinger med Actelion 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også