Biotekmilliardær på vej mod milliardnotering

Den amerikanske biotekmilliardær Patrick Soon-Shiong har været yderst aktiv på det seneste, og nu har han taget styringen i et nyt selskab, som er på vej mod en milliardstor børsnotering.
Foto: Mark Lennihan/ AP / Polfoto
Foto: Mark Lennihan/ AP / Polfoto

Den amerikanske milliardær Patrick Soon-Shiong, som primært har tjent sin formue gennem biotekindustrien, er klar til at børsnotere et amerikansk selskab, som han for nylig overtog styringen af.

Det skriver FierceBiotech.

Den driftige rigmand er nok bedst kendt for at være manden bag det storsælgende kræftmiddel Abraxane, men siden har han også investeret i eller arbejdet med en lang række andre lægemiddeludviklingsprojekter.

På det seneste har han været yderst aktiv indenfor immunonkologi-området med opkøb og kapitalrejsninger i selskaber gennem sit NatWorks-konglomerat, der tæller en række selskaber og projekter inden for life science-området.

Ifølge branchemediet har han dog også haft tid til ret ubemærket at indsætte sig selv som bestyrelsesformand og adm. direktør i et mindre biotekselskab kaldet Conkwest, og her har han nu startet proceduren for en børsnotering af selskabet. Målet er at rejse 172,5 mio. dollars (1,14 mia. kr.).

Patrick Soon-Shiong investerede allerede sidste år i det lille biotekselskab, men for et par måneder siden øgede han investeringen, så han nu har en majoritet i selskabet, ligesom han nappede topposterne.

Conkwest udvikler immunterapier til behandling af kræft baseret på såkaldte NK-celler (Natural Killer), der ligesom t-celler spiller en stor rolle i immunsystemets evne til at bekæmpe virusinfektioner og tumorceller. Herudover arbejder man også på en tilgang, hvor man håber at kunne koordinere et angreb fra både NK-celler og t-celler på kræftceller ved hjælp af et PDL1-antistof.

 Biotekmilliardær henter frisk kapital til selskab 

 Biotekmilliardær overtager blockbuster-arvtager 

 Biotekmilliardær rejser 100 mio. dollar til nyt eventyr 

 Biotek-milliardær satser på immun-onkologi 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også