
Den franske medicinalkoncern Sanofi har sagt farvel til sin koncerndirektør med ansvar for selskabets strategi og opkøbsaktiviteter, David-Alexander Gros.
Det skriver Bloomberg.
David-Alexander Gros forlader den franske storkoncern, som er i tæt konkurrence med Novo Nordisk på diabetesområdet, for at ”forfølge muligheder uden for selskabet”, bekræfter Sanofi i en email til Bloomberg, og hovedpersonens autosignatur på e-mailen bekræfter samtidig, at direktøren ikke længere arbejder i koncernen.
Ifølge nyhedsbureauet er koncerndirektøren den største profil, som har forladt selskabet siden tidligere adm. direktør Chris Viehbacher blev presset ud af koncernen sidste efterår.
David-Alexander Gros blev netop hyret til sin rolle som strategichef i koncernen af den tidligere topchef i 2011. Her stod han både i spidsen for nye strategiske alliancer, samt opkøb og fusioner. Han har blandt andet været med til at styrke forbindelserne til biotekselskabet Regeneron og stået bag koncernens opkøb af en aktieandel i Alnylam Pharmaceuticals.
Udover strategichefen hyrede Chris Viehbacher i sin tid i selskabet også to andre topfolk, F&U-direktøren Elias Zerhouni og finansdirektøren Jerome Contamine, som begge stadig er at finde i Sanofi.
Efter den seneste direktørafgang vil området for opkøb og fusioner falde under netop Jerome Contamines ansvarsområde, mens området for strategi og forretningsudvikling midlertidigt skal styres af den nye adm. direktør Olivier Brandicourt, der kom til fra Bayer i starten af april, indtil man har udpeget en efterfølger til David-Alexander Gros.
Sanofi må sige farvel til flere topfolk
Sanofis diabeteschef er trådt tilbage
Officielt: Sanofi får ny topchef