Medie: Smith & Nephew-boss afviser Sanofi

Adm. direktør Olivier Bohuon har fortalt Smith & Nephews medarbejdere, at han vil fortsætte i spidsen for medicokoncernen, skriver Bloomberg. Dermed må Sanofi tilsyneladende kigge andre steder efter sin nye topchef.

Smith & Nephews topchef Olivier Bohuon har ikke nogen planer om at forlade det britiske medicoselskab til fordel for en topost hos den franske medicinalgigant Sanofi, som har stået uden adm. direktør, siden man fyrede Chris Viehbacher i den forgangne måned.

Det skriver Bloomberg, som har snakket med unavngivne kilder tæt på Smith & Nephew.

Under et stort møde med medarbejderne d. 25. november i byen Baar i Schweiz skulle Olivier Bohuon angiveligt have afsløret sine intentioner om at blive i det britiske selskab og sagt at han er ”meget glad” i sit job, siger kilderne ifølge Bloomberg.

Dermed ser det altså ikke ud til, at den 55-årige franskmand skal være den næste topchef for Novo Nordisk-rivalen Sanofi, som leder med lys og lygte efter en permanent afløser for Chris Viehbacher.

Fast besluttet

Sanofi har ifølge flere medier besluttet sig for, at den næste adm. direktør i selskabet skal være franskmand, da et af de helt store problemer under Viehbachers ledelse var, at selskabet havde mistet sin franske identitet.

Det indsnævrer feltet af mulige kandidater betydeligt, og her blev Olivier Bohuon set som det bedste bud på en ny topchef. Ifølge avisen Le Figaro skulle bestyrelsesformand Serge Weinberg allerede have udvalgt Smith & Nephew-bossen og være på nippet til at lukke en aftale med ham.

Men de seneste meldinger fra direktøren selv ser altså ud til at stride imod det.

Mulige kandidater

Tidligere har også AstraZenecas topchef Pascal Soriot været nævnt som en kandidat til det tomme sæde i Sanofi. Men han har gjort sit til at mane de rygter i jorden, bl.a. ved at sige, at han anser sig selv som australsk og ikke fransk.

Bloomberg nævner desuden Takedas belgiske COO Christophe Weber, schweiziske Eric Cornut, der er Chief Ethics, Compliance and Policy Officer for Novartis, og franske Olivier Brandicourt, der står i spidsen for Bayer Healthcare, som de mest oplagte kandidater til den ledige stilling i Sanofi, hvis det ikke lykkes selskabet at få overtalt Olivier Bohuon.

 Sanofi fyrer topchef 

 Sanofi-chef får stort gyldent håndtryk 

 Er han den nye topchef i Sanofi? 

 Soriot til Sanofi: Jeg er australier 

 Sanofi kontakter kandidater til direktørpost 

Læs artiklen fra Bloomberg her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også