Sovaldi bliver 99 pct. billigere i Indien

Mens det amerikanske og de europæiske sundhedssystemer skal betale i dyre domme for Gilead Sciences’ hepatitis-medicin, Sovaldi, så får inderne det til en brøkdel af prisen.

Gilead Sciences banebrydende lægemiddel Sovaldi (sofosbuvir) til behandling af hepatitis C er blevet hyldet for sin effekt mod sygdommen, men stærkt kritiseret for de opskruede priser, selskabet kræver for medicnen på flere markeder.

I USA koster det 84.000 dollar, svarende til næsten en halv million danske kroner, for 12 ugers behandling med lægemidlet, og prisen er nogenlunde den samme i Europa. Men i Indien vil Gilead sælge hepatitis-medicinen til en brøkdel af den pris. Det skriver avisen The Times of India.

Den indiske avis rapporterer, at blockbusteren skal sælges til omkring 900 dollar for et 12-ugers behandlingsforløb i Indien. Det er ca. 99 pct. mindre, end hvad europæerne og amerikanerne skal betale.

Prisen vil dog i sidste ende afhænge af personens indkomst, da det amerikanske medicinalselskab vil bruge en trinindledt prisstrategi, der minder om den som flere HIV-midler sælges til i udviklingslande som Indien.

Tredelt prissystem

Gilead indfører ifølge koncerndirektøren Gregg Alton et tredelt prissystem baseret på landets BNP per indbygger og udbredelsen af hepatitis, der skal være startpunktet for forhandlinger med de enkelte landes myndigheder. De tre pristrin er lav indkomst, mellemlav indkomst og mellemhøj indkomst.

”Prisen på Sovaldi i Indien på 300 dollar per flaske er vores lavindkomstpris og er i tråd med den pris, vi har forhandlet os frem til med Egypten for deres statsdrevne program. Vi håber, at lokal produktion af vores indiske partnere, større volumener og yderligere forskning og udviklingen på lægemidlet vil medføre yderligere prisreduktioner på et senere tidspunkt,” siger Gregg Alton, EVP, Corporate & Medical Affairs, til avisen.

Gilead har også planer om at licensere rettigheder til generiske versioner af Sovaldi til kopivirksomheder som Mylan og Ranbaxy. Indien er ét af de lande i verden, der er hårdest ramt af hepatitis C med mere end 12 millioner kroniske patienter.

 Sovaldi driver enorm vækst hos Gilead 

 NICE er ikke klar til at anbefale Sovaldi 

 RADS: Vi behandler, hvor det har værdi 

 500 lever-patienter får adgang til super-medicin 

 Tysk usikkerhed på Sovaldi 

Læs artiklen fra The Times of India her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu