Patentdom kan koste Pfizer 16 mia. kr.

En amerikansk domstol har ugyldiggjort et patent på Pfizers storsælgende smertemedicin Celebrex. Det kan koste selskabet 16 mia. kroner over de næste par år.

En distriktsdomstol i den amerikanske stat Virginia har ugyldiggjort et patent på medicinalkoncernen Pfizers blockbuster Celebrex. Det skriver Pfizer i en pressmeddelelse.

Pfizer oplyser videre, at man vil appellere rettens afvisning af patentet, som er relateret til, hvordan Celebrex gives til patienter i forbindelse med behandling af slidgigt. Sagen startede, da Pfizer sagsøgte kopikoncernen Actavis for at krænke patentet på celecoxib, det aktive stof i Celebrex.

Actavis har indleveret en såkaldt New Drug Application til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, for en generisk kopi af Celebrex, og selskabet skriver i en pressemeddelelse, at man har planer om at lancere dette produkt, lige så snart to andre patenter på originallægemidlet udløber i maj 2014.

Omfattende kopi-konkurrence

En række andre kopiproducenter har ligeledes indleveret registreringsansøgninger for generiske versioner af gigtmedicinen til FDA, heriblandt giganterne Mylan og Teva Pharmaceuticals, oplyser Pfizer.

Hvis Pfizer ikke får omstødt dommen, kan slidgigt-midlet, som sælger for 3 mia. dollar årligt, herunder 2 mia. dollar i USA alene, altså stå overfor omfattende generisk kopikonkurrence noget tidligere end beregnet.

En analytiker siger til nyhedsbureauet Reuters, at rettens beslutning kan koste Pfizer 1 mia. dollar i tabt omsætning i år og 2 mia. dollar næste år, hvis man ikke får omstødt dommen. Det svarer til et samlet tab på mere end 16 mia. kroner.

Læs artiklen fra Reuters her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også