Forsker vil trække stamcelle-gennembrud tilbage

En japansk forsker, der stod bag en revolutionerende stamcelleopdagelse, vil nu have det kliniske studie trukket tilbage, da der er opstået al for stor tvivl om resultaterne.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

I starten af året blev der offentliggjort et klinisk stamcelle-studie i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature, som blev hyldet som starten på en ny æra indenfor medicinsk biologi. Men her blot to måneder senere vil en af forskerne på studiet have det trukket tilbage, da der er opstået al for meget tvivl om de kliniske resultater. Det skriver Reuters.

Andre forskere har efter sigende ikke været i stand til at genskabe det japanske holds resultater, og der er tilsyneladende også meldt om problemer med data og billeder fra studiet.

”Det står ikke længere klart, hvad der er rigtigt,” siger Teruhiko Wakayama fra Yamanashi Universitet, som var en del af studiet, til den japanske TV-station NHK.

Det kliniske studie afslørede en simpel måde, at omprogrammere voksne celler i dyr tilbage til en fosterlignende tilstand, der gjorde det muligt at generere mange forskellige typer væv.

Resultaterne gav forhåbninger om, at man også ville kunne omprogrammere celler fra mennesker og dermed erstatte beskadigede celler eller udvikle nye organer på en simpel og billig måde, og studiet blev hyldet som et virkeligt gennembrud af uafhængige eksperter, da det kom frem.

Lav forsøget igen

”Da vi foretog eksperimentet, mente jeg, at det var helt rigtigt,” siger Teruhiko Wakayama ifølge Reuters og tilføjer:

”Men nu da en masse fejl er kommet frem, mener jeg, at det er bedst at trække den videnskabelige artikel tilbage og bevise rigtigheden af studiet endnu engang ved hjælp af korrekte data og billeder. Hvis det viser sig at være forkert, så må vi forklare, hvordan sådan noget kunne ske.”

En talsmand for Nature siger til mediet, at man er klar over problemer med den pågældende artikel, og at man har igangsat en undersøgelse.

Læs artiklen fra Reuters her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også