Nestlé får halv Galderma for L’Oreal-aktier

Nestlé sælger en mindre aktieandel i L’Oreal tilbage til kosmetikgiganten. Til gengæld får det schweiziske føde- og drikkevareselskab halvdelen af aktierne i medicinalselskabet Galderma og mere end 25 mia. kr. i kontanter. (opdateret kl. 9:52)
Foto: Jyllands-Posten
Foto: Jyllands-Posten

To store europæiske selskaber har indgået en opsigtvækkende handel denne tirsdag.

Det schweiziske føde- og drikkevareselskab Nestlé har således solgt sin aktieandel på 8 pct. i franske L’Oreal tilbage til kosmetikkæden. Det skriver Wall Street Journal.

Til gengæld modtager Nestlé L’Oreals aktieandel på 50 pct. i det franske medicinalselskab Galderma, som primært gør sig indenfor dermatologi-området. Ifølge den amerikanske avis har Galderma en markedsværdi på omkring 3,1 mia. euro.

Udover medicinalaktierne modtager Nestlé også en kontantbetaling på 3,4 mia. euro for L’Oreal-aktierne. Efter handelen vil Nestlé dog stadig eje godt 20 pct. af aktierne i L’Oreal.

Kosmetikkæden ejer samtidig aktier for omkring 65 mia. kroner i et andet medicinalselskab, franske Sanofi, som dog har luftet muligheden for at tilbagekøbe disse.

 Sanofi-topchef klar til kæmpe aktietilbagekøb

 Pønser Sanofi på tilbagekøb af aktier? 

Nyt selskab

Med udgangspunkt i aktierne fra Galderma har Nestlé nu planer om, at oprette et nyt selskab kaldet Nestlé Skin Health. Det oplyser Galderma i en pressemeddelelse.

"Ved at bygge videre på Nestlés historiske styrker som et forskningsbaseret ernæring-, sundhed- og velværeselskab og gennem den nylige dannelse af Nestlé Health Science har selskabet styrket sin strategiske retning fra at tilbyde ernæringsmæssige løsninger indenfor føde- og drikkevarer til også at inkludere videnskabelige produkter, som skal sikre et sundere liv," udtaler Peter Brabeck-Letmathe, som er bestyrelsesformand i Nestlé, i pressemeddelelsen.

Det nye selskab skal efter planen skabe "en global leder, som vil sammenbringe Galdermas og Nestlés kommercielle operationer i hele verden", skriver selskabet. Galdermas forskningsafdeling med laboratorier i Frankrig, Schweiz og Sverige bliver en del af det nye selskab.

Nestlé Skin Health vil råde over en lang række produkter indenfor bl.a. medicinsk udstyr, recept-pligtige lægemidler, hudplejeprodukter og forbrugerprodukter som medicinsk sæbe og solcreme.

Link til historien fra Wall Street Journal findes her (log-in påkrævet).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også