Marketing-afdelingen kan bestemme F&U-strategien

Lægemiddelindustrien bør fokusere på patienterne og ikke på pengene, mener nogle. Men lægemidlerne kan overhovedet ikke nå ud til patienterne uden et kommercielt fokus. Det mener en tidligere Pfizer-direktør.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

”Vi prøver aldrig at glemme, at medicin er til for folket, ikke for at skabe profit.”

Nogenlunde sådan sagde George W. Merck, grundlægger af det amerikanske medicinalselskab, der bærer hans efternavn, tilbage i 1950.

Men selvom det i og for sig er rigtigt og tanken er nobel, så er den måde at anskue tingene på simpelthen ikke holdbar nu om dage. Det mener i hvert fald den tidligere forskningschef for Pfizer, John LaMattina.

I et indlæg i det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes argumenterer han således for, at de økonomiske overvejelser bliver nødt til at komme først for udviklere af nye lægemidler.

For 50 år siden var det en relativt nem og hurtig proces at udvikle, teste og markedsføre et nyt medicinsk produkt. Men nu om dage tager det adskillige år og koster mange millioner dollar at udvikle et nyt lægemiddel.

 Analyse: Prisen på at udvikle ny medicin ekstrem 

Marketing i fokus

Derfor er det nødvendigt, at marketing-afdelingen i et selskab arbejder tæt sammen med forskerne, når der udvikles ny medicin, mener han.

Det er nemlig salgs- og marketingfolkene, der skal identificere hvilke forhindringer lægemidlet kan løbe ind i, inden det overhovedet kan komme patienterne til gavn – det indebærer bl.a. at få overbevist læger om at bruge det og få de forskellige landes sundhedssystemer til at betale for produktet.

Kritikere ser ofte salgs- og marketingdelen som noget, der står i modsætning til det noble formål bag udviklingen af ny medicin til patienterne. Men uden denne del ville selskaberne formentlig aldrig nå det punkt, hvor de er i stand til at hjælpe alverdens patienter, slutter John LaMattina.

Læs hele John LaMattinas indlæg i Forbes her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også