J&J gør klar til at sælge diagnostikafdeling for 28 mia. kr.

Life science-giganten Johnson & Johnson har startet en salgsproces for at skille sig af med sin diagnostikafdeling. Et salg kan eftersigende indbringe koncernen hele 28 mia. kr.

Amerikanske Johnson & Johnson har besluttet sig for at afhænde diagnostikafdelingen Ortho Clinical Diagnostics, og selskabet har derfor indledt en formel salgsproces. Det afslører anonyme kilder overfor erhvervsmediet Reuters.

Kilderne siger, at J&J har hyret JPMorgan Chase til at tage sig af salgsprocessen, og man gør sig allerede klar til at kontakte potentielle købere i de næste par uger, skriver mediet.

Diagnostikafdelingen laver blodprøveudstyr og tests til laboratoriebrug, men ifølge Reuters er afdelingens tests ældre og mindre profitable end moderne molekylær-baseret diagnostik. Ikke desto mindre solgte Ortho Clinical Diagnostics for mere end 11 mia. kr. i det forgangne år, og det menes, at et salg kan indbringe J&J op til 28 mia. kroner.

Kilderne, som erhvervsmediet har talt med, har ikke ønsket at stå frem med deres navne, ligesom hverken Johnson & Johnson eller JPMorgan Chase har ønsket at kommentere på sagen. Men Reuters har tidligere vist sig at være yderst velinformerede i sager som den pågældende.

Og i starten af året forklarede, life science-koncernen da også selv, at man overvejede strategiske muligheder for diagnostikafdelingen.

Læs hele artiklen fra Reuters her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også