”Intelligent” kirurgkniv kan opsnuse kræft

Forskere har udviklet en ”intelligent” kirurgkniv, som i løbet af få sekunder kan finde ud af om det væv, den skærer i, er kræftramt eller ej. Opfindelsen giver forhåbninger om mere effektiv og præcis kirurgi i fremtiden.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

En gruppe forskere fra London’s Imperial College har formået at udvikle en kirurgkniv, som er i stand til at fortælle kirurgen om det væv, han eller hun skærer i, er kræftramt, mens operationen står på. Det skriver nyhedsmediet Reuters.

Det nye produkt parrer en elektrisk kirurgkniv, som skærer igennem væv vha. varmestråling, med et massespektrometer, der er i stand til at foretage kemiske analyser på stedet.

Den såkaldte iKnife undersøger derved den røg som afgives, når den skærer igennem vævet, og kan på et øjeblik fortælle, om vævet f. eks. er inficeret af kræft.

Opfindelsen har derfor potentiale til at forbedre kirurgiske indgreb markant i fremtiden, og ikke kun i forbindelse med fjernelse af tumorer. Det er dog stadig i forbindelse med kræftkirurgi, at forskerne forudser de største muligheder med produktet.

Forbedrer kirurgien

I forbindelse med fjernelse af tumorer er det nemlig meget vanskeligt for kirurgerne at se præcist, hvor det kræftramte væv stopper, og det raske væv begynder igen. Derfor er der i mange tilfælde brug for yderligere kirurgiske indgreb. Men man håber, at den nye iKnife kan komme dette problem til livs.

Kirurgudstyret er blevet testet i et enkelt klinisk studie, hvor det blev brugt til at diagnosticere vævsprøver fra 91 patienter, og det opnåede her en 100 pct. nøjagtighed.

Der går dog en rum tid, inden kirurger kan gøre brug af den ”intelligente” kniv i praksis. Produktet skal nemlig først undersøges i et større studie med mellem 1.000 og 1.500 patienter med forskellige former for kræft, afslører opfinderen Zoltan Takats ifølge Reuters.

Den proces kan tage to eller tre år at færdiggøre, og først herefter kan man ansøge om godkendelse af iKnife.

Læs hele artiklen fra Reuters her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også