Amerikansk gen-projekt har ført til økonomisk eksplosion

Det amerikanske Human Genome Project har medført en økonomisk eksplosion på næsten 1 billion dollar gennem nye arbejdspladser, nye lægemidler og en industri i rivende udvikling, viser en ny analyse.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

For ti år siden brugte den amerikanske regering 14,5 mia. dollar på det såkaldte Human Genome Project, som havde til formål at afdække den menneskelige arvemasse, og investeringen ser ud til at have båret frugt. Det skriver Bloomberg med henvisning til en ny analyse af de økonomiske konsekvenser af projektet.

Analysen, som er udført af United for Medical Research og Battelle, viser, at projektet har haft en økonomisk virkning på hele 966 mia. dollar, da det har ført til nye job, nye produkter og en hastigt voksende industri, skriver nyhedskilden. Samtidig har det indbragt landet 59 mia. dollar gennem skatteindtægter.

Projektet har også ført til, at en stribe nye virksomheder med fokus på gen-teknologien har set dagens lys. Det gælder både inden for områder som gen-analyse og diagnostiske test samt den mere gængse udvikling af lægemidler.

Nye muligheder

F.eks. kan man nu sekventere et helt genom på en enkelt dag for den nette sum af 1.000 dollar, hvilket åbner helt nye muligheder for industrien og fører til enorme vækstmuligheder for markedet for gen-tests.

Og det er især på kræftområdet, at den nye viden kan vise sig at være værdifuld for patienter i fremtiden, forklarer Greg Lucier, som er adm. direktør for Life Technologies, der producerer gen-sekventeringsudstyr.

”Jeg tror, at vi i det næste årti vil være i stand til – inden for mange kræfttyper – at ændre sygdommen fra at være dødelig til at være kronisk, og det er en direkte konsekvens af the Human Genome Project og vores viden på området,” udtaler han til nyhedskilden.

Læs hele artiklen fra Bloomberg her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også