WHO: Efter fire år udgør covid-19 stadig en trussel

Selv om covid-19 ikke længere er en global sundhedskrise, kræver den stadig opmærksomhed, siger WHO.
Tedros Adhanom Ghebreyesus, generalsekretær i Verdenssundhedsorganisationen (WHO). | Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Tedros Adhanom Ghebreyesus, generalsekretær i Verdenssundhedsorganisationen (WHO). | Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Selv om covid-19 ikke i samme grad som tidligere fylder i den offentlige samtale, skal man ikke tage fejl – virussen udgør stadig en trussel.

Det melder Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge nyhedsbureauet AFP.

Torsdag er det fire år siden, at de kinesiske myndigheder meddelte, at en patient var død af en usædvanlig lungeinfektion i Wuhan.

Dét regnes for at være det første dødsfald i det, der siden blev til pandemien med covid-19.

Og spoler man frem fra dengang, er verden langt fra blevet fri fra den virus, der på tværs af kontinenter lukkede samfund ned.

I december blev der ifølge WHO således rapporteret om knap 10.000 dødsfald med covid-19.

Ifølge organisationen er der flere undersøgelser, der peger på, at smitten steg i december.

Den stigning fik dels benzin fra julens mange sociale arrangementer, og dels af varianten JN. 1, som på verdensplan er blevet den mest udbredte.

”Selv om covid-19 ikke længere er en global sundhedskrise, cirkulerer, udvikler og dræber virussen stadig,” siger Tedros Adhanom Ghebreyesus, som er generalsekretær i WHO.

I december så man desuden en stigning på 42 pct. i antallet af hospitalsindlæggelser og en stigning på 62 pct. specifikt for indlæggelser på intensive afdelinger.

Disse tal er en sammenligning med november.

”Ligesom at regeringer og enkeltpersoner tager deres forholdsregler omkring andre sygdomme, skal vi alle fortsætte med at gøre det omkring covid-19,” siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.

”Selv om 10.000 dødsfald om måneden er langt færre, end da pandemien toppede, er det ikke et acceptabelt niveau.”

Generalsekretæren opfordrer til, at lande fortsætter med at smitteovervåge, og at de sikrer adgang til tests, behandlinger og vacciner.

”Og vi opfordrer fortsat enkeltpersoner til at blive vaccineret og testet, at bære masker, når det er nødvendigt, og at sikre god ventilation på indendørsarealer med mange mennesker,” siger han.

Coronapandemien begyndte i Kina i millionbyen Wuhan i slutningen af 2019. Derfra bredte smitten sig hurtigt globalt.

23. januar 2020 midt om natten blev beslutningen om at lukke Wuhan annonceret.

I 76 dage var Wuhan afskåret fra resten af verden. Borgere holdt sig hjemme af frygt for at blive smittet, mens hospitalerne var fyldte.

Det markerede verdens første coronanedlukning – men dem kom der som bekendt mange flere af verden over.

Den første dansker fik en positiv coronatest 26. februar 2020.

Den 11. marts annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) en stor nedlukning – heriblandt af skoler og institutioner.

Det var også 11. marts, at udbruddet af WHO blev erklæret en pandemi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også