Medicinalindustrien sikrer dansk bnp-vækst i andet kvartal

Danmarks BNP steg med 0,3 procent i månederne april, maj og juni, viser tal fra Danmarks Statistik.
Foto: Nadja Wohlleben/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Nadja Wohlleben/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Dansk økonomi oplevede også fremgang i andet kvartal af 2023, viser tal fra Danmarks Statistik.

Bruttonationalproduktet voksede med 0,3 procent, når man korrigerer for prisudvikling og sæson. Målt på årsbasis er bnp-væksten 1,7 procent.

Det er medicinalindustrien, der trækker læsset og er hovedårsagen til, at Danmark fortsat har positiv vækst.

Danmarks Statistik har beregnet, at dansk økonomi uden medicinalindustriens bidrag ville være gået 0,3 procent tilbage hen over det seneste år.

Det bør dog ikke slå skår i glæden over, at Danmark er kommet igennem en svær periode med kraftige rentestigninger og global usikkerhed uden at gå tilbage, hvis man spørger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

”Det er et opmærksomhedspunkt, men det er svært ikke at tolke bidraget som noget positivt og bidrager til dansk økonomi som helhed. Arbejdsmarkedet viser også imponerende takter, og dansk økonomi står alt i alt på et meget solidt sted,” siger han.

Ikke desto mindre viser tallene renset for medicinalindustriens bidrag også, at opsvinget er forbi for dansk økonomi. Det mener Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

”Ser vi fremad hen over resten af 2023 og ind i 2024, så forventer vi en forholdsvis mild afmatning i den økonomisk aktivitet uden for medicinalindustrien.”

”Væksten på vores største nærmarkeder er udfordret i øjeblikket, hvilket hæmmer den danske eksport. Dertil er investeringerne og dele af privatforbruget hæmmet af de markant højere renter og inflationens udhuling af forbrugernes købekraft,” siger han.

Danmarks Statistik har tidligere på måneden offentliggjort sin såkaldte bnp-indikator, der giver et praj om, hvor bnp-tallet ender. Dengang lød fremgangen på 0,2 procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også