Gravide kan igen blive vaccineret gratis mod kighoste

Regeringen ønsker, at gravide permanent skal kunne modtage en gratis vaccination mod kighoste.
Foto: Hannah Aurora Almstrup
Foto: Hannah Aurora Almstrup
af ritzau

Fra 1. august kan gravide igen modtage en gratis vaccination mod kighoste.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse mandag.

Tilbuddet udløber ved udgangen af året, men der arbejdes fra politisk side i øjeblikket på at gøre det permanent.

Et midlertidigt tilbud om gratis kighostevaccination til gravide blev indført i 2019 grundet en epidemi med kighoste i Danmark.

Tilbuddet udløb efter flere forlængelser 31. marts 2023.

Men nu er antallet af tilfælde begyndt at stige på ny. Derfor genindføres tilbuddet midlertidigt - i hvert fald i første omgang.

Kighoste er en smitsom infektion, som ifølge styrelsen kan være alvorlig hos spædbørn. Særligt i de første levemåneder.

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor også, at vaccinationen skal være et fast tilbud til alle gravide i andet og tredje trimester, fordi det kan være med til at forebygge tilfælde af kighoste hos spædbørn under tre måneder.

”Det er et tidspunkt, hvor barnet ikke er gammelt nok til selv at blive vaccineret mod kighoste, og hvor smitte med kighoste kan være alvorlig og potentielt livstruende,” siger Kirstine Moll Harboe, overlæge hos styrelsen, i meddelelsen.

Tidligere har regeringen meddelt, at den arbejder på at gøre tilbuddet til gravide permanent.

Den arbejder lige nu på at finde finansiering til vaccinationstilbuddet. Det vil ifølge Sundhedsministeriet indgå i et kommende forslag til finansloven for næste år, lød det i begyndelsen af juli.

Vaccination mod kighoste anbefales indtil én uge før forventet fødsel, da man herefter forventeligt ikke opnår en beskyttende effekt hos det nyfødte spædbarn.

Siden 1995 er der blandt danske børn registreret seks spædbørnsdødsfald som følge af kighoste.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også