Avis: EU har tilbudt Kina vacciner for at bremse smittebølge

EU har angiveligt tilbudt Kina gratis coronavacciner for at bremse et igangværende smitteudbrud.
Foto: Str
Foto: Str
af ritzau

EU har tilbudt gratis coronavacciner til Kina i et forsøg på at hjælpe de kinesiske myndigheder med at begrænse et omfattende smitteudbrud.

Det skriver den internationale erhvervsavis Financial Times tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Initiativet er en del af EU-sundhedskommissær Stella Kyriakides’ indsats for at arrangere et fælles europæisk svar på udsigten til en smittebølge, efter at Kina har droppet sin nultolerance over for covid-19.

Financial Times citerer embedsmænd fra EU-Kommissionen, der udtaler sig på betingelse af anonymitet.

”Kommissær Kyriakides har rakt ud til sine kinesiske kolleger for at tilbyde solidaritet og støtte, herunder folkesundhedsekspertise såvel som variant-tilpassede vaccinedonationer fra EU,” siger en af de unavngivne embedsmænd til avisen.

Tilbuddet blev angiveligt givet i løbet af de seneste dage.

Kina har ifølge avisens kilder endnu ikke svaret på tilbuddet.

I december udtalte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge nyhedsbureauet NTB, at den daværende vaccinationsrate i Kina var utilstrækkelig.

Kina har i høj grad brugt sine egenproducerede vacciner mod covid-19. Omvendt bliver vestlige vacciner, der bruger såkaldt mRNA-teknologi, sjældent brugt.

Ifølge WHO kræver de kinesiske vacciner tre doser for at forhindre alvorlig sygdom blandt ældre og andre sårbare grupper. To doser giver kun en beskyttelse på 50 procent til de, der er over 60 år, skriver NTB.

WHO anslår, at kun 40 pct. af de ældre over 80 år i Kina er fuldt vaccineret.

Til sammenligning er 83 pct. af den voksne befolkning i EU fuldt vaccineret.

Ifølge Financial Times oplever EU’s medlemslande for tiden et overskud af coronavacciner på grund af langsigtede kontrakter med leverandører. Det er disse vacciner, der ifølge erhvervsavisen kan sendes til Kina.

Ifølge officielle, men ubekræftede skøn fra Kina blev 248 millioner kinesere smittet med coronavirus i løbet af de første tre uger af december.

Det britiske sundhedsrisikoselskab Airfinity vurderer ifølge NTB, at op til 9000 mennesker om dagen dør af coronavirus i Kina for tiden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også