DF vil trumfe Medicintilskudsnævnet og give nyt Novo Nordisk-middel til alle

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt mener godt, at politikere kan blande sig i ekspertvurderinger og vil give alle danskere, uanset indkomstniveau, adgang til de nye fedmemidler fra blandt andet Novo Nordisk, selvom Medicintilskudsnævnet allerede har vendt tomlen ned – to gange.
Foto: Tim Kildeborg Jensen
Foto: Tim Kildeborg Jensen

Står det til Dansk Folkepartis formand, så skal Medicintilskudsnævnets dobbelte beslutning om ikke at tildele Novo Nordisks nye fedmemiddel Wegovy tilskud, omgøres.

I et udspil, som B.T. første gang beskrev, meldte Morten Messerschmidt ud, at man i Dansk Folkeparti vil give danskerne adgang til nye og moderne fedmepræparater.

Det skal ske igennem tilskud, og på trods af, at det ér eksperter, der vurderer tilskudsansøgninger i Medicintilskudsnævnet, så mener Morten Messerschmidt stadig, at politikerne kan blande sig i beslutningen. Det siger han i et interview med MedWatch.

”Jeg synes, det er helt på sin plads, at politikere også har holdninger, når det angår en lille million danskere, som har problemer med overvægt,” siger Morten Messerschmidt.

Eksperter gav tomlen ned

Afvisningen fra Medicintilskudsnævnet kommer på baggrund af en konkret vurdering af cost-benefit, kan man læse i mødereferatet fra den dag, Wegovy for anden gang var på dagsordnen i nævnet. Første gang blev Wegovy ligeledes nægtet et tilskud.

”Nævnet begrunder sin indstilling med, at lægemidlets pris, efter nævnets vurdering, ikke står i et rimeligt forhold til dets behandlingsmæssige værdi,” lyder det blandt andet i mødereferatet.

Det er jo uafhængige eksperter i form af Medicintilskudsnævnet, der har valgt at give tomlen ned til tilskud til Wegovy. Hvorfor skal politikere blande sig i ekspertvurderinger?

”Det synes jeg må være fra sag til sag, man vurderer, men når jeg kan se andre lande giver tilskud, og når jeg kan se, at der er stor effekt i at private læger udbyder det i kombination med coaching, så er der for mig ikke nogen tvivl om, at mange mennesker vil have gavn af det her,” siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

”Problemet er, at det kun er virkelig rige mennesker der har råd til det, og det synes jeg helt grundlæggende er forkert. De mennesker der kæmper med overvægt, og som i dag er henvist til alle mulige mere eller mindre kreative kure og produkter, man kan google sig frem til, i håb om at have en effekt – de burde have en håndsrækning.”

Nu siger du fra sag til sag. Hvad mener du med det?

”Jamen, jeg vil ikke som politiker afholde mig fra at have en holdning til et spørgsmål, blot fordi det i udgangspunktet ligger i en ekspertkomité. Der må man se på, hvad der ligger til grund for overvejelsen, og når de afvisninger, der er kommet, overvejende er begrundet med økonomiske forhold, synes jeg, at det er lige så meget en politisk afvejning, om man skal give tilskuddet eller ej.”

10.000 kr. om måneden

Ifølge Financial Times koster en behandling med Wegovy omkring 10.000 danske kroner om måneden i USA. Prisen er blandt andet blevet kritiseret af det uafhængige amerikanske forskningsinstitut The Institute for Clinical and Economic Review.

Hvor meget af de 10.000 kr. månedligt forestiller du dig, at staten skal betale for i Danmark?

”Det har jeg ikke taget endelig stilling til. Det vigtigste for mig er, at også folk med lavere eller almindelige indkomster har mulighed for at komme i behandling. Det her er et stort samfundsproblem, det er et stort problem for den enkelte. Om det så skal koste 1000 kr. eller 2000 kr., det har jeg ikke gjort op med mig selv,” siger Morten Messerschmidt og henviser til, at det også koster mange penge for samfundet at behandle sygdomme som følge af fedme.

Morten Messerschmidt understreger, at medicinering ikke skal blive en mirakelkur, der erstatter kost og motion. Han understreger ligeledes, at der ikke skal være forskel på, om man er biologisk mere disponeret for overvægt, i forhold til at kunne få et tilskud. Folk, der har levet usundt i en periode, og hvor det er ørkesløst at ændre på, skal også have lov til at få adgang til fedmemidler, lyder det

Wegovy er allerede godkendt af EMA, men endnu ikke lanceret i Danmark. Derfor er prisen for en behandling endnu ukendt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også