Professor om at fjerne behandlingsgaranti: Kan gavne akut syge

Hvis behandlingsgaranti fjernes, kan hospitaler bedre koncentrere sig om de mest syge, mener professor.
Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov
af ritzau

Sundhedsvæsenet er så presset af en ny coronabølge, at Lægeforeningen beder om, at udrednings- og behandlingsgarantien sættes ud af kraft for en stund.

Og det vil give rigtig god mening at gøre. Det mener Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet (SDU).

"Specielt sygehusvæsenet er under ret kraftigt pres for tiden," siger han og vurderer, at presset vil vokse de kommende uger og måneder, så det bliver lige så kraftigt i år som sidste vinter.

Oven i det har der det forgangne år været en sygeplejerskekonflikt, en pukkel af aflyste behandlinger og en feriepukkel blandt sundhedsansatte.

"Der er behov for, at sundhedsvæsenet får et pusterum," siger professoren.

Udredningsgarantien er en ret til, at patienter bliver undersøgt og udredt inden for 30 dage, når de henvises til et sygehus. Behandlingsgarantien er en ret til selv at bestemme, hvilket sygehus man vil behandles på, hvis ventetiden til behandling er mere end 30 dage.

Det er en politisk beslutning, om de to garantier skal sættes midlertidigt på pause. Hvis de bliver det, vil det frigøre kræfter til mere akutte patienter, mens andre kan opleve gener, mener Jes Søgaard.

"Det er klart, at selv om du har en mindre lidelse, kan den være forbundet med ubehag, smerter og måske også lidt nervøsitet. Så det er ulempen, hvis man skal vente flere måneder," siger han.

Man vil stadig kunne få hurtig behandling, hvis der er behov for det, men de personer, som har mindre alvorlige lidelser, risikerer at skulle vente længere.

"Hele idéen er, at læger har vurderet, at det ikke er farligt at vente," siger Jes Søgaard.

Han vurderer, at når sygehusvæsenet er så presset, som det er nu, og når presset forventes at stige yderligere den kommende tid, så kan det øge sikkerheden for patienterne, hvis garantierne suspenderes for en tid.

"Det er min vurdering, at det vil (øge patientsikkerheden, red.)," siger han og henviser til udenlandske data, der viser, at den kan blive kompromitteret, hvis der er meget travlt.

Regionerne er begyndt at udskyde behandlinger. I begyndelsen af november var kapaciteten i forhold til planlagte operationer på sygehuse nedsat i alle regioner. På flere sygehuse var den skåret med omkring en femtedel.

Derfor bliver garantierne i flere tilfælde brudt allerede nu. Hvis garantierne sættes ud af kraft midlertidigt, bliver det lovligt at vente med at udrede og behandle nogle patienter, og det kan lette i sundhedsvæsenet.

"Læger og sygeplejersker skal så ikke lave en hel masse administrativt for at godtgøre, at man har udskudt den ikke-akutte behandling. Det vil også blive ens i hele landet. Det giver sikkerhed og ensartethed. Det er bedre, at man siger til patienterne, hvad spillereglerne er, så man ved, hvad man kan forvente," siger professor Jes Søgaard.

Behandlings- og udredningsgarantien har været sat ud af spil tidligere under coronapandemien, men de blev genindført 1. marts.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også