WHO: Corona har kostet verdens sundhedsarbejdere dyrt

Op mod 180.000 sundhedsarbejdere kan være døde med covid-19 fra januar 2020 frem til maj i år, anslår WHO.
WHO's chef Tedros Adhanom Ghebreyesus peger på mangel på covid-19-vacciner i udlandet som en klar årsag til det høje dødstal blandt sundhedsarbejdere under pandemien. | Foto: POOL/REUTERS / X80003
WHO's chef Tedros Adhanom Ghebreyesus peger på mangel på covid-19-vacciner i udlandet som en klar årsag til det høje dødstal blandt sundhedsarbejdere under pandemien. | Foto: POOL/REUTERS / X80003

Mellem 80.000 og 180.000 af verdens anslået 135 millioner sundhedsarbejdere kan være døde med covid-19 fra januar 2020 frem til maj i år. Det siger Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Tallene blev offentliggjort torsdag i et arbejdsdokument, som også fastslår, at en stadig større del af arbejdsstyrken lider af udbrændthed, stress, angst og udmattelse.

Tallene er baseret på opgørelser, der viser, at 3,45 millioner covid-19-dødsfald var blevet indrapporteret til WHO frem til maj 2021. Det tal antages i sig selv at være langt lavere end det reelle dødstal.

I rapporten er der en gennemsnitlig vurdering af, at antallet af dødsfald i verdens sundhedssektorer over de 16 måneder er på 115.500.

"WHO frygter, at et stort antal sundheds- og plejearbejdere er døde med covid-10, men også at en tiltagende andel af arbejdsstyrken lider af udbrændthed, stress, angst og udmattelse," hedder det.

Andelen af døde i sundhedssektoren bliver ikke holdt op mod dødstallet i den samlede befolkning. Det fremgår derfor ikke, i hvor høj grad der kan siges at være overdødelighed blandt sundhedsarbejderne.

WHO opfordrer sammen med en række partnerorganisationer til, at der bliver iværksat konkrete tiltag for at beskytte ansatte i sundhedssektoren og i plejesektoren verden over mod covid-19 og andre farer.

FN-organisationen siger, at det høje dødstal skyldes dårligt og utilstrækkeligt hospitalsudstyr - navnlig i begyndelsen af pandemien.

Der peges også på utilstrækkelig distribution af vacciner i udviklingslandene.

I Afrika er det kun 10 procent af sundhedsarbejderne, som er blevet vaccineret mod coronavirus. I de rigeste lande er det over 80 procent.

WHO-chefen Tedros Adhanom Ghebreyesus har tidligere appelleret til de store industrilande i G7 om at gøre nye bestræbelser på at få fordelt vacciner mere retfærdigt.

"Den appel blev ignoreret," siger Ghebreyesus torsdag.

WHO satser på, at 40 procent af befolkningen i hvert land skal være vaccineret inden årets udgang. Det kræver 500 millioner vaccinedoser.

"Men det kan blive svært for 82 lande at nå 40-procent-målet. I tre fjerdedele af disse lande er det største problem, at der ikke er tilstrækkeligt med vacciner til rådighed."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også