Nu bliver lyntest også omfattet af smittestopsappen

Personer, der er testet coronasmittede ved lyntest hos private udbydere, kan fremover melde sig smittet i app.
Foto: Maria Oien Watch Medier
Foto: Maria Oien Watch Medier
AF RITZAU

Appen Smittestop bliver nu ændret, så man også kan melde sig smittet via appen, hvis man er testet positiv ved en lyntest hos en privat udbyder.

Hidtil har appen kun kunnet bruges, hvis man blev testet positiv med en PCR-test i det offentlige system.

Det oplyser Sundhedsministeriet.

"Det skal gøre det muligt at bryde endnu flere smittekæder i samfundet," skriver Sundhedsministeriet i en meddelelse.

Det har ikke hidtil været muligt for personer, der er blevet testet coronasmittet hos private udbydere at melde sig smittet via appen.

Men nu er det system kommet på plads, så de private udbydere indberetter data til en database på samme måde som de offentlige teststeder.

Det er herfra, at appen får data om, hvem der er testet positiv.

"På den måde sikres det, at kun personer, der rent faktisk er testet positive, kan melde sig smittet i appen," skriver Sundhedsministeriet.

Data fra de første udbydere er ifølge Sundhedsministeriet tilgængelig i appen fra og med tirsdag.

Det betyder, at man kan melde sig smittet, hvis man er blevet testet positiv for covid-19 hos en af følgende udbydere:

Aleris-Hamlet Hospitaler A/S, Falck A/S, CareLink A/S, Virustest.Nu ApS, Waterfront Doctors Corporate ApS og SOS International.

Sundhedsministeriet oplyser, at man som bruger kan opleve at få en fejlmeddelelse, når man forsøger at melde sig smittet efter en positiv test.

Det skyldes, at de private testudbydere ikke overfører data til appen så ofte som data fra de offentlige teststeder.

Hvis man får en meddelelse om fejl, skal man blot forsøge at melde sig smittet i appen igen dagen efter, lyder rådet fra Sundhedsministeriet.

Smittestopsappen blev lanceret sidste sommer og er siden da downloadet tæt på 2,2 millioner gange.

Sundhedsministeriet oplyste i sidste uge, at knap 55.000 personer har meldt sig smittet med corona i appen.

Udbud af lyntest ignorerede ønske fra Sundhedsstyrelsen

For få benytter tilbud om kviktest - udbyder foreslår ændringer

Fyret testudbyder skal betale Falck-regning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også