Trump-administration varsler om mulig vaccine inden valg

Den amerikanske regering presser på for at have distribution af vaccine klar inden valget den 3. november.
Foto: Melissa Sue Gerrits/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: Melissa Sue Gerrits/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
AF RITZAU

Præsident Donald Trumps administration har opfordret amerikanske delstater til at gøre klar til distribution af en potentiel covid-19-vaccine inden 1. november.

Det er blot få dage før præsidentvalget i USA, hvor Trump søger genvalg.

Medicinalfirmaet McKesson Corp har en aftale med den føderale regering og vil anmode om tilladelser til at oprette distributionscentre, når vaccinen bliver tilgængelig.

"Den normale tid, der kræves for at opnå disse tilladelser, udgør en barriere for at lykkes med at oprette distributionscentre, når en vaccine bliver tilgængelig," skriver Robert Redfield, direktør for USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), i et brev til delstaterne 27. august.

"CDC anmoder omgående om din hjælp til at fremskynde denne proces med distributionsfaciliteter."

Redfield beder delstaterne om at overveje at se bort for krav, der kunne stå i vejen for fuld drift inden 1. november.

Francis Collins, der er direktør for USA's Nationale Institut for Sundhed (NIH), siger dog, at det er "usandsynligt", at en vaccine vil blive klar til produktion i løbet af oktober.

"Men jeg bakker CDC op i deres bestræbelser på at forsøge at sikre, at folk er forberedte, når vaccinen kommer," siger Collins i et interview til CNN.

CDC har i brevet vedlagt dokumenter, der giver detaljer om en vaccineplan og tilføjer, at de enten vil blive godkendt som en autoriseret vaccine eller en autoriseret vaccine i nødstilfælde.

"Vaccine og supplerende forsyninger vil blive produceret og distribueret af den føderale regering uden omkostninger for udbyderne," skriver CDC i dokumenterne.

Tirsdag meldte USA, at landet ikke ville være en del af det globale vaccineinitiativ Covax, der delvist er funderet i Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Årsagen var forbindelsen til WHO, som USA under pandemien har beskyldt for at være kontrolleret af Kina.

I stedet for at være med i et globalt samarbejde fokuserer Trumps administration på USA's egne planer om at udvikle en vaccine.

Håbet er ifølge The Guardian, at landet kan have 300 millioner doser klar i januar 2021.

For få dage siden annoncerede EU-Kommissionen, at den sender næsten tre milliarder kroner afsted til Covax-projektet.

Ifølge WHO har 172 lande tilsluttet sig vaccinesamarbejdet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også