Miley Cyrus hjælper EU med at samle ind til coronavaccine

Flere internationale kunstnere hjælper EU med at samle penge til udvikling af coronavaccine i stor kampagne.
Foto: Steve Marcus/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Steve Marcus/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Lady Gaga, Hugh Jackman, Miley Cyrus og en lang række andre kunstnere har annonceret, at de vil være med i en EU-ledet, global indsamlingskampagne.

Det er en ny kampagne kaldet "Global Goal: Unite for our future", som skal løbe over fire uger og kulminere i en global indsamlingsbegivenhed lørdag 27. juni.

4. maj indledte EU et "indsamlingsmaraton" for at samle ind til udviklingen af en coronavaccine. Det var første skridt i maratonet.

Torsdag præsenterer EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kampagnen som det næste skridt.

Det kræver nemlig endnu flere penge, hvis der skal findes en løsning på coronakrisen.

Og løsningen er en vaccine, som er tilgængelig for hele verden, understreger von der Leyen.

"Det skal være hovedfokus at udvikle en vaccine og distribuere den til hele verden."

"Vi skal bevæge os hurtigt. Intet land er sikkert, hvis de andre lande ikke er. Derfor har vi brug for penge. De penge, vi investerer i dag, vil spare os for milliarder i fremtiden," siger von der Leyen.

Kampagnen er lanceret sammen med organisationen Global Citizens, The Bill & Melinda Gates Foundation og sundhedsorganisationen Wellcome Trust som partnere.

Verdenssundhedsorganisationen WHO er også en del af den store indsamling.

Det er organisationer, som udvikler vacciner og behandling, som vil modtage de indsamlede penge. Herunder blandt andet Cepi, Gavi og Vaccine Alliance.

Siden indsamlingen blev skudt i gang 4. maj, er der blevet samlet 9,5 milliarder euro svarende til cirka 70,8 milliarder kroner.

Lande, virksomheder, organisationer og borgere over hele verden har bidraget til de seneste ugers indsamling, siger von der Leyen.

"Tusindvis af folk har vist, at de går op i det her. Selv med små donationer eller et opslag på sociale medier. Det gør en forskel," siger hun.

Danmark donerede 50 millioner euro svarende til 373 millioner kroner til indsamlingens første arrangement 4. maj.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også