Novo-formand kritiserer 70 procents-mål på klimaområdet

Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand hos Novo Nordisk Fonden, undrer sig over regeringens klimamålsætning. Han mener, at Danmark blot risikerer at eksportere problemerne. Det siger han til Berlingske.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Med et for ensporet fokus på at opnå CO2-reduktioner på 70 procent i 2030 – regeringens officielle målsætning – skubber Danmark blot problemerne videre til andre lande.

Det er holdningen fra Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand hos Novo Nordisk Fonden og tidligere topchef i medicinalkoncernen.

Det fremgår af et interview i Berlingske mandag.

"Det nytter ikke noget, at vi sidder heroppe og klapper os selv på skuldrene og siger: Vi gjorde det. Vi reducerede vores CO2-udslip i Danmark. Og så har resten af verden overtaget vores forurening og sviner det hele til, fordi vi sådan set bare er interesserede i vores egen selvretfærdighed og selvrealisering. At eksportere problemet er ikke en løsning," siger Lars Rebien Sørensen til avisen.

Novo-formanden så i stedet hellere, at der blev lagt flere penge i forskning og udvikling samt internationale samarbejder. Det ville have en bedre effekt i forhold til den globale udfordring, mener han.

Mandag mødes en række organisations- og erhvervsrepræsentanter med statsminister Mette Frederiksen (S) på Marienborg for at diskutere en ny natur- og biodiversitets-pakke. Samtidig pågår forhandlingerne om en ny klimalov i Folketinget. Her er detaljerne omkring 70 procents-målet et centralt spørgsmål.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også