Styrelse vil revurdere tilskud til diabetesmidler

I 2019 vil medicintilskuddet til visse lægemidler mod diabetes blive taget op til revision, og derfor inviterer Lægemiddelstyrelsen nu relevante parter til at komme med forslag til input.
Medicintilskudsnævnet begynder i 2019 arbejdet med revurdering af tilskudsstatus for diabetesmedicin. | Foto: /Ritzau Scanpix/Morten Germund/
Medicintilskudsnævnet begynder i 2019 arbejdet med revurdering af tilskudsstatus for diabetesmedicin. | Foto: /Ritzau Scanpix/Morten Germund/

I år vil der muligvis ske ændringer af tilskuddet til visse lægemidler mod diabetes, når Medicintilskudsnævnet under Lægemiddelstyrelsen indleder en revurdering af den nugældende tilskudsstatus, som har været gældende siden juni 2013.

Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en meddelelse.

Revurderingen kommer som følge af stadig flere nye markedsførte lægemidler til behandling af diabetesmarkedet, ligesom der siden 2013 er kommet nye behandlingsanbefalinger fra både Sundhedsstyrelsen, Dansk Selskab for Almen Medicin og Dansk Endokrinologisk Selskab.

Konkret er der tale om lægemidlerne i ATC-gruppe A10, som omfatter alle lægemidler til behandling af diabtes, herunder også GLP-1-analoger, som for nogles vedkommende i dag får generelt klausuleret tilskud, dvs. at der er tilskud til lægemidlerne, hvis man opfylder bestemte betingelser.

Ved den seneste tilskudsstatus i 2013 besluttede man at give diabtesmidlerne Bydureon/Byetta (exenatid), Victoza (liraglutid) fra Novo Nordisk og Lyxumia (lixisenatid) klausuleret tilskud til patienter med type 2-diabetes, der ikke har opnået tilstrækkelig blodsukkerkontrol ved behandling med metformin i kombination med andre lægemidler mod diabetes med generelt tilskud.

Samtidigt traf man beslutning om at fratage fire andre diabetesmidler deres daværende klausuleret tilskud samt at give lægemidler med Januvia (sitagliptin) i styrkerne 25 og 50 mg generelt tilskud.

For alle andre lægemidler mod diabetes skete der ingen ændringer i tilskudsstatus.

Skal gennemgå status regelmæssigt

GLP-1 analogerne får generelt klausuleret tilskud, fordi de er væsentlig dyrere end andre lægemidler mod diabetes, som mange patienter kan behandles med. GLP-1 analogerne bør derfor forbeholdes de patienter, der har mest gavn af dem, lød vurderingen i 2013 fra Lægemiddelstyrelsen.

Det er Folketinget, som har besluttet, at styrelsen regelmæssigt skal gennemgå alle lægemidlers tilskudsstatus. Den skal vurdere, om et lægemiddel skal have generelt tilskud, tilskud på særlige betingelser eller slet ikke have tilskud. For at et lægemiddel kan have generelt tilskud, er det er en overordnet betingelse, at dets behandlingsmæssige værdi står i et rimeligt forhold til prisen.

Hvis et lægemiddel ikke har tilskud, betyder det ikke nødvendigvis, at det er mindre effektivt, mindre sikkert eller af ringere kvalitet end lægemidler med tilskud. 

Eventuelle synspunkter, som kan være relevante for Medicintilskudsnævnets arbejde med revurdering af tilskudsstatus for denne medicin, kan sendes til nævnet senest den 16. juni 2019, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Medicinrådet udskyder diabetes-vejledning

Læger afviser behov for Medicinrådets diabetes-vejledning

Medicinrådet vil regulere behandlingen af diabetes 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også