Google-app skal hjælpe med at finde hudlidelser

Ifølge Google foretager mennesker årligt ti milliarder søgninger, der relaterer sig til hud-, negle- og hårproblemer. Google vil hjælpe, men læge er bekymret.
Foto: TOBIAS SCHWARZ/AFP / AFP
Foto: TOBIAS SCHWARZ/AFP / AFP
af ritzau

De fleste har nok prøvet at kigge på deres hud og opdage et nyt modermærke eller en anden lille ting, som man gerne vil have tjekket.

Nu har Google præsenteret en ny app, som skal hjælpe til at diagnosticere lidelser i hud, negle eller hår på baggrund af kunstig intelligens og billeder, som man selv tager på sin telefon.

Det skriver BBC.

Det såkaldte "dermatologiske hjælpeværktøj" kan på baggrund af tre billeder af hud, hår eller negle fra forskellige vinkler komme med et bud på, om man muligvis har en lidelse.

Appen kan genkende 288 hudlidelser.

Google oplyser, at det ikke er målet, at appen skal udskifte almindelig lægelig rådgivning og behandling.

"Vi håber snarere at give adgang til oplysninger, så du kan træffe en mere oplyst beslutning om dit næste skridt," skriver Google i en erklæring.

Appen udløser dog bekymring hos flere sundhedseksperter, skriver den britiske avis The Guardian.

"Der er stor bekymring for, at de store techselskabers entré i sundhedssektoren vil medføre en tsunami af overdiagnoser, fordi der er så mange penge i at fortælle sunde mennesker, at de er syge," siger Ray Moynihan, som er adjunkt ved Bond University, til den britiske avis.

En kræftekspert har til gengæld sagt til BBC, at med udviklingen i kunstig intelligens vil læger med tiden kunne skræddersy behandlinger til patienter.

En tredje sundhedsekspert peger desuden på, at appen kan have en positiv effekt i forhold til den globale mangel på hudlæger.

Ifølge Google foretager mennesker årligt ti milliarder søgninger, der relaterer sig til hud-, negle- og hårproblemer.

Appen er blevet præsenteret denne uge på en udviklerkonference. Den har fået et CE-mærke til brug i Europa.

Planen er, at den kan komme i anvendelse senere i år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også