Medicofirma klar med covid-19-test om 4-6 uger

Det danske medicoselskab Qlife, der har udviklet et apparat til analyse af blodprøver, går nu sammen med et finsk-baseret diagnostikselskab om at udvikle en test til at bestemme, om en patient har covid-19. Testen er klar om 4-6 uger, siger adm. direktør.
Thomas Warthoe, stifter og adm. direktør i Qlife, er klar med en test for covid-19 inden for 4-6 uger. | Foto: Qlife
Thomas Warthoe, stifter og adm. direktør i Qlife, er klar med en test for covid-19 inden for 4-6 uger. | Foto: Qlife

Medicoselskabet Qlife, der i begyndelsen af marts gik på børsen i Stockholm, melder sig nu i rækken af firmaer, der vil udvikle en test, der kan bestemme, om en person er smittet med covid-19.

Sammen med diagnostikselskabet Adian, der har hovedsæde i Finland, men filialer i Danmark og otte andre lande, vil de to parter gøre det muligt at teste for vira, først og fremmest SARS-CoV-2-virus for dermed at kunne diagnosticere sygdommen covid-19.

"Coronakrisen understreger vores forretningsmodel ultimativt – nemlig, at der er et stort behov for at kunne teste biomarkører inklusiv virus meget decentralt og gerne hjemme," siger adm. direktør i Qlife, Thomas Warthoe, til MedWatch.

Qlife har udviklet et apparat til hjemmeanalyse af blodprøver, men coronakrisen har tydeliggjort potentialet i at teste for virus og bakterieinfektioner samt nødvendigheden i at få et overblik, mener Thomas Warthoe.

Forventer hurtig godkendelse

Konkret har Qlife indgået en licens- og leveringsaftale med Aidian, der giver Qlife adgang til at integrere Adians såkaldte siba-teknologi i selskabets apparater.

Thomas Warthoe vil ikke afsløre de nærmere økonomiske detaljer i aftalen, men fortæller, at de to virksomheder allerede har gennemført en fælles vellykket første test, der giver svar indenfor 20 min.

"Det er en markant forbedring fra den nuværende. Vi regner med betydelige positive effekter for både patienter og sundhedspersonale," siger Thomas Warthoe.

Med aftalen bliver Aidian også leverandør af kemiske stoffer og reagenser til Qlife, og testen vil kunne være klar allerede om godt en måneds tid, lyder det.

"Vi forventer at kunne af få en accelereret godkendelse, ligesom i f.eks. USA, hvor sådan en kaldes for en EUA hos FDA. Det gør vi, når vi har indsamlet data nok – forventeligt indenfor 4-6 uger,” siger Thomas Warthoe.

Stort økonomisk potentiale

Når testen er klar, og når godkendelsen er i hus, er det økonomiske potentiale til at føle på, vurderer Thomas Warthoe.

"Vi mener, at potentialet er ganske betragteligt, det vil sige flere hundredtusindvis af tests over de kommende år. Testen bliver prismæssigt overkommelig, men dog dyrere end vores nuværende test – værdien er dog også ganske høj," siger Thomas Warthoe.

Selskabets platform, kaldet Egoo.Health, er designet til at kunne analysere på alle biomarkører og dermed også mange forskellige sygdomsområder, men til en start har Qlife valgt at satse på sygdomsområderne leddegigt, kræft, sygdommen phenylketonuri også kaldet PKU eller Føllings sygdom, og nu altså også covid-19.

I tillæg til coronatesten vil Qlife desuden lancere andre virus- eller bakterie test, som er "ligeså relevante".

"Det kunne være influenza, RSV og lignende. Vi ser en langsigtet stor mulighed i at inkludere virus- og bakterietests på platformen," siger Thomas Warthoe.

Produktudviklings- og registreringsfasen, der indledes nu, kræver investeringer på ca. 6 mio. kr.  de kommende måneder. Qlife og Adian evaluerer lige nu forskellige finansieringsmuligheder og herunder muligheder for tilskud og støtteordninger.

Ved børsnoteringen hentede Qlife 55 mio. svenske kr.

"Vi har jo penge i kassen til at finansiere, og så forventer vi jo at kunne sælge ganske pænt af denne Sars-CoV-2-test allerede i år. Hvis pengene ikke kommer til at række, vil det være nødvendigt at spørge vores aktionærer, eventuelt ved en rettet emission. Derudover søger vi også bevillinger ligesom alle andre," forklarer Thomas Warthoe.

Går efter hospitaler til at begynde med

Qlife henvender sig med den nye coronatest i første omgang kun til hospitaler, hvor der lige nu er stor efterspørgsel efter en test, som hurtigt kan afklare, om prøven er positiv. Samtidig køres der altid en sideløbende prøve, således at man kan validere resultatet.

"Men fordelen er, at man med det samme kan gøre noget i forhold til at isolere patienten. Man behøver ikke vente 4-24 timer, som man gør nu," fortæller Thomas Warthoe.

Når testen er valideret på ét hospital, vil den sandsynligvis blive rullet ud på flere hospitaler, vurderer Thomas Warthoe, og derfor ser han fremtiden med netop denne test på hospitalet "gælde et godt stykke tid".

Udfordringen bliver rent skaleringsmæssigt at kunne levere nok til mere end ét hospital.

"På den korte bane bliver det vanskeligt for os, men nok ikke, når vi kommer et stykke ud i fremtiden," siger Thomas Warthoe.

På længere sigt er det planen at få testen ud i også primær-sektoren, herunder til lægepraksisser, sundhedscentre og sundhedspersonale, hvor der også er et stort behov.

"Og vi er selvfølgelig bevidste om, at der nok kommer en anden-bølge i efteråret af coronavirus, så vi er lidt presset til at blive klar skaleringsmæssigt," siger Thomas Warthoe.

Coronatest til hjemmebrug også

Qlife fik i januar godkendt sit apparat med CE-mærke til professionelt brug – produktet kommer imidlertid også i en version til hjemmebrug, som Qlife har høje salgsforventninger til, og som det ventet skulle godkendes umiddelbart efter testen til professionelt brug.

Flaskehalsproblemer hos de såkaldte bemyndigede organer – notified bodies – som er dem, der udsteder CE-mærker og dermed godkender medicinsk udstyr i Europa, har imidlertid betydet, at Qlife ikke har kunnet få sagsbehandlet sin ansøgning og dermed få godkendelsen til at sælge i hus.

Målet er nu at få grønt lys produktet til hjemmebrug mod slutningen af året.

"Og dermed også coronatesten til hjemmebrug – visionen er naturligvis, at alle husstande i Danmark en dag har en Egoo, hvorved man jo hurtigt kunne få overblik over virus-spredningen, inddæmningsstrategi etc.," siger Thomas Warthoe.

Corona forsinker andre projekter

Hvis det nuværende pres på sundhedsvæsenet øges i løbet af de kommende måneder, kan det forsinke Qlifes igangværende projekter indenfor leddegigt og PKU.

Ikke så meget på grund af Qlifes aktuelle sats på covid-19-testen, men mere på grund af, at selskabets projektpartnere – de hospitaler og klinikker, der er involveret i valideringsprojekter – også pt. skifter fokus til den igangværende coronakrise.

Hvor meget Qlifes projekter bliver forsinket, har Thomas Warthoe vanskeligt ved at sætte dage, uger eller måneder på.

"Det er svært at svare på lige nu, men markedet er gået lidt i stå. Vi er on target med test for PKU-sygdommen og følger planen med at få den klargjort til kliniske forsøg. Men lige nu ved vi ikke, om de kliniske forsøg kan komme i gang på grund af coronakrisen. De bliver nok forsinket," siger Thomas Warthoe.

Pres på medicoorganer forsinker vigtig godkendelse for nynoteret dansk blodprøvefirma

Qlife-direktør efter børsnotering: "Det er en vidunderlig følelse"

Stor interesse for børsnotering af dansk medicovirksomhed i Sverige

EU-Kommissionen udskyder ny medicoregel med 12 måneder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også