Fokus på synergier og prognose under ny struktur i GN-årsregnskab

For fjerde kvartal isoleret set ventes der fortsat samlet negativ organisk vækst blandt analytikerne.
Foto: Gn / Pr
Foto: Gn / Pr
af marketwire

GN’s forventninger til 2024 bliver afgørende vigtige i selskabets årsregnskab for 2023 torsdag morgen.

Det gør de, fordi 2023 har været et ekstraordinært bøvlet år med svære markeder for headset-forretningen GN Audio kombineret med en hård kamp med at få nedbragt gælden, som var endt på et for højt niveau efter opkøbet af Steelseries og de kraftige rentestigninger gennem 2022 og 2023.

Men også fordi GN i løbet af 2023 droppede strukturen med to underselskaber i form af GN Audio og GN Hearing, der med effekt fra 1. september har været slået sammen til én enhed.

Derfor er investorer og analytikere meget optagede af, hvordan den finansielle rapportering – inklusive de finansielle forventninger – vil tage sig ud i fremtiden.

Derudover ventes årsregnskabet at give et bedre overblik over de forventede synergieffekter fra den øvelse.

Stadig negativ vækst i sigte for fjerde kvartal

For fjerde kvartal isoleret set ventes der fortsat samlet negativ organisk vækst blandt analytikerne – fordelt med et negativt bidrag fra GN Audio og et positivt fra GN Hearing, der tjener sine penge på høreapparater.

Og fordelingen vil muligvis også holde ved et godt stykke ind i 2024, vurderer Jyske Bank, selv om forventningen fra GN selv og analytikerne er, at væksten i headset-forretningen samlet set vil vende til positivt terræn set over året.

”Vi ser gode muligheder for, at Hearing vil tage markedsandele i 2024, hvilket sammen med de udmeldte synergieffekter bør bane vejen for en markant marginfremgang - også mere end, hvad der er afspejlet i forventningerne,” skriver analytiker Janne Vincent Kjær i en optakt.

”Modsat ser vi en risiko for, at Audio kommer til at melde forsigtigt ud, da usikkerheden gående ind i 2024 fortsat er stor. Og selv om væksten forventes at vende tilbage til positivt territorium i løbet af 2024, er timingen usikker,” fortsætter hun.

Overordnet venter analytikerne ifølge estimater indsamlet af GN selv inden regnskabet en organisk vækst for GN på 5,2 pct. i 2024 - fordelt med 4,3 pct. hos GN Audio og 6,4 pct. hos GN Hearing.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også