GN-formand forsikrer om selskabets fremtid oven på ledelsesændring

Bestyrelsen i GN er overbeviste om, at holde selskabet sammen skaber mere værdi for aktionærerne.
Foto: Gn/pr
Foto: Gn/pr
af marketwire

Formand Jukka Pertola forsikrer nu om høreapparatselskabet GN Store Nords fremtid. Det sker, efter at selskabet har været rygtet til salg flere gange.

Det skriver Børsen.

Mandag aften kunne selskabet afsløre, at der fremover kun vil være én administrerende direktør i selskabet i form af tidligere chef for Audio-divisionen, Peter Karlstromer, idet Gitte Aabo, chef for høreapparatforretningen, forlader selskabet senere på året.

Ledelsesændringen sker i kølvandet af længere tids spekulation om, at GN Store Nord måske ville sælge høreapparatforretningen eller hele selskabet til rivalen William Demant. Spekulationen opstod på baggrund af, at William Demant Invest i november 2022 blev største aktionær i GN Store Nord med en aktieandel på over 10 pct. Analytikere har overfor avisen vurderet, at en potentiel fusion af de to selskaber kan give synergier med milliardværdier.

Børsen har spurgt, om fyringen af chefen for høreapparatforretningen kan give anledning til spekulationer om salg af høreapparatforretningen.

”I bestyrelsen og ledelsen er vi overbeviste om, at det at holde selskabet sammen skaber meget mere værdi for aktionærerne end at sælge det i stykker. Og det er her, vi stadig er,” svarer Jukka Pertola.

Han tilføjer, at ledelsesændringen har været planlagt i tre-fire måneder og ikke er et resultat af investorpres oven på rygterne om et salg. Ledelsesændringen er et opgør med en ledelsesstruktur, der blev skabt af den tidligere formand i GN Store Nord Per Wold Olsen.

I finanshuset Bernstein tror man, at investorerne vil se positivt på ledelsesændringen.

”Den forenkler ledelsesstrukturen og betyder exit for Hearing-topchefen, som nød lav tillid fra investorerne, skriver Susannah Ludwig, der er aktieanalytiker i Bernstein,” i en kommentar ifølge Børsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også