Jyske Bank hæver sit kursmål for Demant efter meldinger om bedring

Demant har på seneste givet så lovende opdateringer om forbedringer i salget, at det nu får Jyske Banks analytikere til at hæve kursmålet for den danske virksomhed.
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/ERH
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/ERH
AF RITZAU FINANS

Den seneste handelsopdatering fra Demant viser klare tegn på bedring, i takt med at landenes restriktioner under sundhedskrisen gradvist er blevet lempet.

Omsætningen i midten af juni er tilbage på et niveau, der svarer til 50-60 pct. af den forventede omsætning, inden coronapandemien ramte og satte verden på standby.

"Det ser vi som opløftende, set i lyset af af den typiske høreapparatsbruger befinder sig i risikozonen. Vi hæver vores 2020/2021-estimater til henholdsvis 0,8 pct. og 5,0 pct. og løfter vores kursmål til 215 kr.," skriver Jyske Bank i en analyse af aktien.

Kursmålet bliver løftet fra 190 kr., og den positive anbefaling "køb" gentages.

Demants salgsopdatering fra maj bekræfter Jyske Bank i, at det igangværende opsving er i fuld gang.

"Det lover godt for salgsudviklingen i andet halvår. Vi løfter vores forventninger til omsætningen i 2020/2021 med henholdsvis 5,3 og 6,2 pct., hvilket efterlader plads til en oprevidering af konsensusestimaterne," noterer Jyske Bank.

Som investeringscase er Demant et veldrevet selskab, der ifølge banken står til at drage fordel af et stigende behov for høreapparater, i takt med andelen af ældre bliver større.

"Selv om coronaudbruddet kommer til at sætte sit tydelige præg på 2020, ser vi effekterne af Covid-19 som midlertidige og forventer, at salget vender tilbage til et normaliseret niveau hen mod slutningen af året," skriver banken.

Dog ventes det ikke, at Demant genvinder hele den tabte omsætning.

"Prissætningen ser dog interessant ud i et historisk perspektiv, hvor Demant handler under det historiske gennemsnit," lyder det i analysen.

Demant er i bedring, men fastholder suspendering af forventningerne

Analytiker om Demant-fremgang: Går hurtigere end frygtet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også